Uheldsramt T-kryds bliver mere sikkert

Slagelse.News – Der har været flere trafikulykker i T-krydset mellem Slagstrupvej og Kalundborgvej nord for Slagelse. Nu har Vejdirektoratet har udbygget T-krydset med en ny venstresvingsbane.

Vejdirektoratet har udbygget T-krydset mellem Slagstrupvej og Kalundborgvej (mellem Havrebjerg og Slagelse) med en ny venstresvingsbane. Svingbanen skal forbedre trafiksikkerheden i krydset, der flere gange har været ramt af uheld. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Venstresvingsbilister får egen svingbane

Igennem de seneste år er der flere gange sket trafikulykker i T-krydset mellem Slagstrupvej og Kalundborgvej. Typisk har der været tale om såkaldte bagendekollisioner, hvor bilister er blevet påkørt bagfra, mens de holdt på Kalundborgvej og ventede på at svinge til venstre ad Slagstrupvej.

Derfor blev der som en del af Infrastrukturplan 2035 afsat penge til at udvide krydset med en venstresvingsbane på Kalundborgvej. Når de venstresvingende bilister får deres egen svingbane, mindskes risikoen for, at de bliver ramt bagfra, mens de venter på den modkørende trafik.

Det nye T-kryds står nu klar til brug

Den 21. maj 2024 begyndte Vejdirektoratet arbejdet med at anlægge den nye venstresvingsbane, og i samme ombæring blev der etableret en krydsningshelle midt på Kalundborgvej, der skal gøre det mere sikkert for cyklister at krydse vejen.

Det opgraderede kryds står nu klar til brug, og ombygningen er dermed både blevet færdig til tiden og inden for budgettet, hvilket glæder Ditte Bøgh Asaa, der er projektleder i Vejdirektoratet:

»Vi er naturligvis altid tilfredse med, når tingene går efter planen. Men først og fremmest er jeg glad for, at vi nu kan levere en løsning, som vi forventer vil øge trafiksikkerheden markant for både bilister og de bløde trafikanter,« siger Ditte Bøgh Asaa.

Øverst: Der er både kommet venstresvingsbane til bilister og en krydsningshelle til cyklister i det ombyggede T-kryds mellem Slagelse og Havrebjerg. (Foto: Vejdirektoratet). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/0mbe