Slagelse.News – Slagelse Kommune og Gardehusarerne har en samhørighed og en fælles historie. Derfor får gardehusarerne en særlig plads på rådhuset i Slagelse Midtby.
I dag byder rådhuset i Slagelse Midtby velkommen til en gardehusar-gine i fuld størrelse. Ginen er iklædt en gardehusargalla, og han ledsages af en tekst, der beskriver gardehusarernes historie og tilknytning til Slagelse.
Gardehusarerne er en del af bybilledet
»Gardehusarerne ude på Gardehusarkasernen er en del af bybilledet og vi er stolte af at have dem i vores by. Derfor vil vi gerne have dem på rådhuset, så vores besøgende kan se, at vi er en stolt garnisonsby,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).
Ginen på rådhuset er første tiltag i en levende udstilling, hvor besøgende over tid kan se forskellige uniformer.
Kopi af en mindesten fra Camp Bastion
Næste gang bliver det en kampuniform og genstande, der hører til gardehusarerne og de opgaver, som de udfører. Der kommer blandt andet en kopi af en mindesten fra Camp Bastion – den danske base i Afghanistan.
»Slagelse har altid taget godt mod vores soldater, og vi føler os meget knyttet til Slagelse. På den her måde får vi lejlighed til – udover de ugentlige rideture i byen – at markere på rådhuset, at regimentet hører sammen med Slagelse,« siger major Stig Carlsen fra gardehusarregimentet.
Uniformen er doneret af oberstløjtnant E.B. Johansen. Både ham og uniformen var i øvrigt med i filmen Frøken Nitouche (1963).
Foto: Slagelse Kommune.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.