Slagelse.News – Tre korsoranere stjal hundeudstyr på Kinavej, og da politiet nåede frem, ledte vidner dem hen til en parkeret bil i nærheden.
Torsdag kl. 12.24 fik politiet en anmeldelse om, at tre tyve havde været inde i Bonnies Dyrecenter på Kinavej i Slagelse, og at de havde stjålet to mundkurve og en hundesnor til en samlet værdi af knap 500 kroner.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Tre mænd i alderen 17-19 år fra Korsør
Nogle vidner ledte politipatruljen i retning af de tre tyves bil, som holdt parkeret i nærheden, og her traf politiet tre mænd i alderen 17-19 år. De var alle fra Korsør.
Alle tre blev sigtet for butikstyveri, og i bilen fandt politibetjentene de stjålne ting sammen med andre dyreartikler. Det skal nu undersøges, om de stammer fra andre tyverier.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.