Slagelse.News – Til marts kan du opleve Esben Just bag tangenterne, foran mikrofonen og helt oppe af kisten. Her stiller han spørgsmål såsom: »Hvordan får vi mest ud af livet før døden? Og hvordan rejser man sig ved det træ, som man er faldet, og undgår at kravle op i det igen?«
Den populære musiker og entertainer Esben Just er vendt tilbage. Og endda fra et sted, som ikke er så nemt at returnere fra.
Senere på måneden starter Esben Just på en omfattende soloturné med titlen ”The Second Coming”.
Den 21. marts 2020 kan du opleve Esben Just live i Badeanstalten i Slagelse by kl. 19.30.
Lå med brystkassen åben, hjertet taget ud og anbragt i en skål
Når man for sit indre øje ser de dramatiske billeder af musikeren Esben Just, der ligger på Rigshospitalet med brystkassen åben, hjertet taget ud og anbragt i en skål ved siden af, kroppen afkølet til 27 grader celsius og tilkoblet en maskine, og når man ser ham i dag, så giver det mening, at titlen på hans kommende soloshow er “The Second Coming”.
Det giver også mening, at dét, som vi alle sammen skal blive klogere på, når han den 26. februar 2020 drager på sin omfattende Danmarksturné, er alle de værdiskabende budskaber og opråb, der ligger i at blive tildelt en chance til.
I “The Second Coming” stiller Esben Just sig selv og publikum spørgsmål såsom:
- Er det muligt at være den, som man var før, samtidig med, at man bliver klogere?
- Hvordan får vi mest ud af livet før døden?
- Og hvordan rejser man sig ved det træ, som man er faldet, og undgår at kravle op i det igen?
- Har jeg overhovedet lært noget?
Nulstillet efter en akut hjerteoperation og fire døgn i koma
Med Esben Just som (galgen)humoristisk turguide tager “The Second Coming” sit publikum med på en rejse, der begyndte på en mere end sædvanligt mørk aften på Vesterbro i København.
Den aften – mindre end to måneder efter hans 50-års fødselsdag – befandt Esben sig på Rigshospitalet med hjertet sat kunstigt i stå og brystkassen skåret op på langs. Efter en akut hjerteoperation på syv timer og fire døgn i koma var han i januar 2016 blevet “nulstillet”.
Siden har han – både som menneske og som musiker – sat alle kræfter ind på at gøre disse erfaringer til en force fremfor udelukkende at kalde historien dét, den (også) faktuelt var: Dødssyg.
Artiklen fortsætter under billedet.
»Efter operationen var jeg i en periode på næsten tre måneder 80 år! En 80-årig, der ikke kunne gå mere end 100 meter førend der skulle tages en pause og suges luft ind. Langsomt indtog min ånd og min krop igen deres symbiose og venskab og langsomt faldt min alder fra 80 til 70 til 60 til 50,« fortæller Esben Just.
Nu – fire år efter næsten-dødsoplevelsen – glæder Esben Just sig til at drage på soloturné og give koncerter 18 steder rundt om i landet. Spilleglæden og energien er intakt og showet bliver en åndelig, musikalsk og underholdende rejse, hvor Esben Just vil fortælle om at få hjertet og livsrytmen genstartet – helt bogstaveligt.
“The Second Coming” handler i virkeligheden allermest om håb
“The Second Coming” er fuld af livlig musik, som er inspireret af New Orleans, og har et budskab om fred, taknemmelighed og kærlighed til alle. Et budskab, der kommer lige fra et hjerte, som er blevet repareret og genstartet, nemlig Esben Justs eget.
“The Second Coming” handler om meget mere end en “genkomst” eller “genopstandelse”. Det handler nemlig i virkeligheden allermest om håb. Og i Justs tilfælde er det håbet om, at han nu, en næsten-dødsoplevelse rigere, kan lykkes med at gøre det rigtige. I hvert fald bare en gang imellem.
»Håbet er, at jeg griber chancen og er vågen og bevidst bare lige lidt længere tid end dagen i går. At jeg tillader og tror på, at det, der er nu, indeholder “livet før døden”,« siger Esben Just.
Publikum vil blive klogere på alle de værdiskabende budskaber og opråb, der ligger i at blive tildelt en chance til.
For de her “nok en chance”-størrelser er noget, som vi mennesker bliver tildelt igen og igen igennem livet. Og der behøver heldigvis slet ikke at ligge så dramatiske hændelser bag som i Esben Justs tilfælde.
Øverst: Esben Just. (Foto: foto Klaus Bo Christensen). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.