Terapeuter hjælper mænd i krise tilbage til livet

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Samtaleforløb hos KFUM’s Sociale Arbejde er målrettet til mænd på kanten af samfundet, som ikke har overskud til psykologhjælp.

Mænd, der har mistet fodfæstet i livet, kan nu få gratis, professionel hjælp og støtte i Slagelse By samt tre andre steder landet over.

Det er KFUM’s Sociale Arbejde, som tilbyder samtaleforløb med professionelle terapeuter på blandt andet Toften i Slagelse By.

“Livet tilbage” er målrettet til mænd på kanten

Uanset om årsagen er skilsmisse, vold, arbejdsløshed, sygdom eller dødsfald blandt de nærmeste. Eller hvis misbrug eller psykisk sygdom lurer i kulissen, så tilbyder KFUM’s Sociale Arbejde nu samtaleforløb med professionelle terapeuter.

Tilbuddet “Livet tilbage” er målrettet til mænd på kanten af samfundet. De har sjældent overskud til den lange vej for at få psykologhjælp, og de har ikke råd til egenbetalingen.

“Livet tilbage” er forankret i tre bosteder for hjemløse – Toften i Slagelse By, Nørbygård i Hanstholm, Borgerskolen i Lemvig – samt den sociale Café Paraplyen på Frederiksberg. Tilbuddet er dog også åbent for mænd, som ikke bruger disse steder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Projektleder Birgitte Bjerre. (Foto: KFUM’s Sociale Arbejde).

Erfaringerne med samtaleforløb er meget positive. Et lignende projekt kørte med stor succes i 2015-18, og dengang vurderede de deltagende mænd, at deres trivsel gennemsnitligt var steget med 63 procent. Og 73 procent af brugerne betragtede samtaleforløbet som en succes.

Penge fra Socialstyrelsen gør det nu muligt at genoptage “Livet tilbage”. Og de to dygtige terapeuter Poul Tambjerg og Gitte Grønne er genansat til at skabe tillid, empowerment og støtte til mænd i krise.

“Livet tilbage” er en del af KFUM’s Sociale Arbejde, som hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer. KFUM’s Sociale Arbejde driver omkring 120 institutioner og sociale tilbud og har godt 2300 frivillige og knap 1000 ansatte.

Flere tidligere brugere fortæller, at de er blevet hjulpet af samtaleforløb hos KFUM’s Sociale Arbejde.

»Jeg har haft et job de seneste par år, og hvis ikke jeg havde haft samtalerne på samme tid, så havde jeg ikke haft det job længe. Terapeuten får mig til at se tingene på en anden måde. Der er altid flere perspektiver,« siger Per på 28 år, som er tidligere bruger.

»Det har ændret min måde at være på. Nu ser jeg mig selv på en anden måde. Jeg er ikke længere nær så negativ,« fortæller Søren på 38 år, som også er tidligere bruger.

»Mange praktisk ting er blevet nemmere for mig. Det er nok også, fordi jeg har fået redskaber jeg kan bruge i min hverdag. Det giver mig også håb for, at hvis jeg nu om 10 år står med den samme type af problemer, så har jeg stadigvæk de her redskaber, som jeg så kan finde frem og bruge,« forklarer Kristian på 28 år.

Få yderligere oplysninger på: “Livet tilbage”.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Madartz Graphics / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.