Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – Her kan du høre om erfaringerne med at skabe fællesskaber for mænd. Du vil også kunne høre psykolog Svend Aage Madsen fortælle om mænds sundhed og fællesskaber.
Mandag den 21. juni kl. 16-18.30 åbner Frivilligcentrets Slagelses projekt Mænd i fællesskaber dørene til en temadag med fokus på mænds psykiske og fysiske sundhed – og hvilken betydning fællesskaber har i den sammenhæng.
Du kan høre om erfaringerne med at skabe fællesskaber for mænd, der savner netværk. Du vil også kunne høre psykolog Svend Aage Madsen fortælle om mænds sundhed og fællesskaber. Det skriver Frivilligcentrets Slagelse i en pressemeddelelse.
Deler interessen friluftsliv, bålmad og havearbejde
Projekt Mænd i fællesskaber har på baggrund af stor entusiasme fra en gruppe frivillige, og ved hjælp af midler fra Socialstyrelsen, skabt nye rummelige fællesskaber for mænd.
Projektet retter sig mod mænd, der gerne vil dele deres interesse for eksempel friluftsliv, bålmad og havearbejde med andre. Og der ønsker de gode snakke, som tit følger med, når man laver noget aktivt sammen.
Mænd i fællesskaber er et projekt i Frivilligcenter Slagelse og støttet af Socialstyrelsen i 2020-21, med henblik på at skabe rummelige fællesskaber for mænd. Grupperne mødes omkring aktiviteter for eksempel friluftsliv. Læs mere på: www.frivillig-slagelse.dk.
Flere af deltagerne har oplevet, at det har været svært at finde et fællesskab, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor der er forståelse for, at man kan have en dårlig dag.
Projektet ser tilbage på et spændende år og vil sætte spot på det særlige som disse fællesskaber kan samt kigge på, hvilke spor de har sat i forhold til Frivilligcentrets fremtidige arbejde med fællesskaber for mænd.
»Alt for mange mænd har ingen nære relationer«
På temadagen kan du komme til at møde nogle af de frivillige i infostande og som oplægsholdere.
En af projektets samarbejdspartnere, Annika Flindtholt fra Center for Psykosocial Udvikling, Slagelse kommune, vil fortælle om hvordan hun ser på værdien af de nye mandefællesskaber, i forhold til den gruppe mennesker hun arbejder med i psykiatrien.
»Alt for mange mænd har ingen nære relationer – Nære relationer er afgørende for trivsel og sundhed«, lyder det fra temadagens hovedgæst, psykolog Svend Aage Madsen.
Svend Aage Madsen har forsket i mænds psyke og sundhed og holdt mange foredrag om emnet. Han er kendt for sin varme og humoristiske måde at formidle på, når han bidrager med sine tankevækkende perspektiver fra sin forskning og hans samtaler med mænd. Svend Aage Madsen er forskningsleder og ph.d. Han er tilknyttet Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.
Forum for Mænds Sundhed står i spidsen for Mens Health Week i Danmark, som i 2021 ligger i uge 24.
Svend Aage Madsen er desuden forfatter til bøgerne: “Mænds Sundhed og Sygdomme” og “Kend Din Krop, Mand.” Han vil på temadagen komme ind på hvilken betydning fællesskaber har for mænds sundhed, både fysisk og psykisk.
Program for temadag 21. juni kl. 16-18.30 på Slagelse bibliotek:
- Kl. 16-16.30: Ankomst, kaffe og snak med frivillige fra Mænd i fællesskaber
- Kl.16.30 Velkomst v/koordinator for Mænd i fællesskaber Maja Bruun
- Kl. 16.30-17.30 Psykolog Svend Aage Madsen: Fællesskabers betydning
- Kl. 17.30-17.40 Pause
- Kl. 17.40-17.45: Projekt Mænd i fællesskaber – erfaringer og status v/Maja Bruun
- Kl. 17.45-17.55: Frivillige fortæller om Mænd i fællesskaber
- Kl. 17.55-18: Annika Flindtholt, CPUS, fortæller om samarbejdet med Mænd i fællesskaber
- Kl. 18-18.30 Sandwich og netværk på tværs af deltagere
- Kl. 18.30 Tak for i dag.
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig via https://frivillig-slagelse.nemtilmeld.dk/
Der kan være maksimalt 50 deltagere, så det er først til mølle. Deltagelse kræver coronapas.
Øverst: Psykolog Svend Aage Madsen fortæller om Mænd i fællesskaber. (Foto: Frivilligcenter Slagelse). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.