Stor efterspørgsel efter gældsrådgivning i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – “På Fode Igen” oplever så stor efterspørgsel på gældsrådgivning, at der er behov for flere frivillige rådgivere med en baggrund inden for økonomi, jura eller socialrådgivning.

Den gratis gældsrådgivning “På Fode Igen” i Slagelse By oplever stigende efterspørgsel fra gældsramte mennesker.

Ventetiden er nu tre måneder, så rådgivningen søger flere frivillige rådgivere. “På Fode Igen” håber, at rådgivningen i 2020 også kan tilbydes i Korsør og Skælskør. For behovet er stort. Det skriver KFUM’s Sociale Arbejde i en pressemeddelelse.

Borgerne oplever at få større ro og overskud i deres hverdag

»Det kan være socialt ødelæggende at have dårlig økonomi. Vi ser mange ulykkelige, gældsramte mennesker i en svær situation,« siger Michael Nielsen, projektmedarbejder i gældsrådgivningen På Fode Igen, som gratis og anonymt hjælper socialt udsatte mennesker i blandt andet Slagelse.

Rådgivningen oplever så stor efterspørgsel, at der nu er behov for flere frivillige rådgivere med en baggrund inden for økonomi, jura eller socialrådgivning.

Borgerne, som får rådgivning, udtrykker stor tilfredshed. Og de oplever, at de får større ro og overskud i deres hverdag.

Rådgivningen i Slagelse har i dag tre dygtige og empatiske rådgivere, herunder Sussie Fjord:

»Jeg valgte at blive frivillig gældsrådgiver i KFUM’s Sociale Arbejde, da jeg mener, at alle bør have muligheden for at få et fornuftigt økonomisk overblik, og fordi jeg gerne vil give hjælp til selvhjælp,« siger Sussie Fjord og fortsætter:

»Jeg er i gang med jurastudiet og har fået en faglig indsigt, som jeg kan bruge som gældsrådgiver. Møderne med borgerne er uformelle, reelle og i øjenhøjde, og det er oftest bare et lille, men velment skub, der kan skabe klarhed og mod hos borgeren til selv at fortsætte.«

Nesrin Hassan er også frivillig gældsrådgiver, og hun vil gerne hjælpe, hvor hun kan:

»Jeg har valgt at være frivillig gældsrådgiver, fordi jeg vil gerne gøre en positiv forskel i andres liv, og fordi jeg er af den overbevisning, at man skal hjælpe der, hvor man kan,« tilføjer Nesrin Hassan.

Få gratis gældsrådgivning – eller bliv frivillig i “På Fode Igen”

Den gratis gældsrådgivning i Slagelse for socialt udsatte mennesker tilbydes fremover en gang om ugen.

Du kan læse mere om gældsrådgivningen “På Fode Igen” på: kfumsoc.dk/paafodeigen.

Gældsramte kan booke samtaler ved at henvende sig til Steven Walsh på telefon 2231 7884 eller e-mail stwal@slagelse.dk.

Hvis man gerne vil være frivillig gældsrådgiver, kan man kontakte projektmedarbejder Michael Nielsen på mobil 4046 7809.

1.500-2.000 mennesker i hele landet modtager hjælp hvert år

KFUM’s Sociale Arbejde har siden 2009 ydet gratis gældrådgivning til udsatte borgere. Gældsrådgivningen På Fode Igen findes i dag knap 30 steder landet over, og årligt ydes hjælp til 1.500-2.000 mennesker.

»Vi afsætter en time til hver rådgivning, og borgerne kan komme lige så mange gange, det er nødvendigt. Dermed kan vi komme omkring hele sagen i ro og mag, hvilket ofte er nødvendigt for vores udsatte målgruppe,« siger projektmedarbejder Michael Nielsen fra KFUM’s Sociale Arbejde.

Anbefaler, at politikerne griber ind over for Kviklånsfirmaer

KFUM’s Sociale Arbejde ønsker i øvrigt at forebygge, at så mange mennesker ender i gældsspiraler.

Derfor anbefaler organisationen, at politikerne i Folketinget laver et indgreb, så der bliver sat loft over den årlige omkostningsprocent (ÅOP) på 20 procent.

Ligeledes bør der indføres en grænse for, hvor meget man samlet risikerer at skulle tilbagebetale på et lån i hele lånets løbetid, som man kender fra England.

KFUM’s Sociale Arbejde mener, det må være rimeligt, at man højst skal tilbagebetale sammenlagt for eksempel 20.000 kroner, hvis man låner 10.000.

Kviklåns-firmer bør desuden forpligtes til at foretage en bedre kreditvurdering af låntagere. Og reglerne for reklamer for kviklån bør strammes op, mener KFUM’s Sociale Arbejde.

Øverst: De frivillige gældsrådgivere (fra venstre) Nesrin Hassan, Mette Rasmussen og Sussie Fjord tilbyder gratis og anonymt at hjælpe gældsramte mennesker i Slagelse og omegn. (Foto: KFUM). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.