Snak med SK Energi på Borgerservice

Slagelse.News – »Jeg glæder mig til at møde folk ansigt til ansigt. Det er jo anderledes end over telefonen. På den her måde kan vi få en god, personlig snak om ønsker og behov. Og måske aflive nogle myter. Det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned i et konstant forandret energimarked,« lyder det fra SK Energi.

Har jeg den rigtige energiaftale? Skal jeg måske skifte til en anden, der passer bedre til mine behov, forbrug og økonomi? Hver onsdag de næste to måneder kan alle få svar og overblik på Borgerservice i Slagelse og Korsør. Det skriver SK Energi i en pressemeddelelse.

Stigende behov for personlig rådgivning

El- og naturgasmarkedet kan for mange være utrolig svært at gennemskue. Et marked i konstant forandring og indtil energikrisen for halvandet år siden, var det for mange noget, der kørte automatisk, og de færreste brugte lang tid på at finde den rette energiaftale. Man havde den, man nu havde. Og det var fint.

Men nu er der kommet et skarpere blik på brug af energi både med grønne og økonomiske briller. Og det oplever de også hos SK Energi, der leverer el og naturgas til en stor del af borgerne i Slagelse Kommune.

»Der er et stigende behov for personlig service og rådgivning, for eksempel om valg af energiaftale. Derfor kontaktede vi Slagelse Kommune og fik lavet en aftale om, at vi er på Borgerservice hver onsdag. Så kan alle komme og få svar og hjælp til at finde den rette løsning,« fortæller Anders Esbensen, der er salgschef hos SK Energi.

Få en god og personlig snak om dine behov

Energi er en stor del af alles hverdag. Om det er boligen, bilen eller telefonen, der skal lades op. Derfor var Slagelse Kommune hurtigt med på ideen om at få SK Energi på besøg i Borgerservice, fortæller Tanja Skjoldmose, der er salgs- og forretningsudvikler hos SK Energi. Sammen med kollegaen Mie Rokbøl skal hun hver onsdag de næste mange uger svare på spørgsmål i både Korsør og Slagelse.

»Jeg glæder mig til at møde folk ansigt til ansigt. Det er jo anderledes end over telefonen. På den her måde kan vi få en god, personlig snak om ønsker og behov. Og måske aflive nogle myter. Det kan være svært at gennemskue, hvad der er op og ned i et konstant forandret energimarked,« lyder det.

Tanja Skjoldmose og kollegaen Mie Rokbøl vil være på Borgerservice alle onsdage fra uge otte og frem til udgangen af april. I Slagelse i lige uger kl. 10-16, og i Korsør i ulige uger kl. 12-16.

Øverst: Tanja Skjoldmose er salgs- og forretningsudvikler hos SK Energi. (Foto: SK Energi). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/9g99