Slagelse-piger er vilde med amerikansk fodbold

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – »Sidste år havde vi på et tidspunkt flere piger på vores U/14-hold, end vi havde drenge,« fortæller sportschefen i Slagelse Wolfpack.

Slagelse Wolfpack har haft så stor succes med at få piger til at spille amerikansk fodbold, at der i det seneste år var flere piger end drenge på klubbens U/14-hold. Det skriver OK i en pressemeddelelse.

Flere piger end drenge på U/14-holdet i Slagelse

Millioner af mennesker verden over vil i den kommende weekend være klistret til skærmen, når trænede atleter på mere end 100 kilo kæmper om at vinde Super Bowl.

Men selvom amerikansk fodbold normalt rimer på machomænd, så er sporten også for piger. Det er den lokale amerikanske fodboldklub i Slagelse et godt bevis på.

»Vi har længe haft piger med i klubben. Længe havde vi måske en eller to piger. Så lykkedes det os på et tidspunkt at få en lidt større gruppe, og siden er det egentlig bare gået amok. Sidste år havde vi på et tidspunkt flere piger på vores U/14-hold, end vi havde drenge,« fortæller René Gundsø, der er sportschef i Slagelse Wolfpack, og fortsætter:

»Vi skal tænke over, at vi ikke kun skal have et glansbillede af vores piger. Der er mange piger, som synes, det er fedt at komme ud at give den gas og få lov til at bruge deres fysik.«

Slagelse Wolfpack har i øvrigt 88 medlemmer.

Sponsor roser klubbens arbejde med drenge og piger

Energiselskabet OK har i mange år støttet lokalsporten for at sikre de bedst mulige forhold i foreninger i hele landet. Slagelse Wolfpack er bare én af cirka 1.600 foreninger, som har en sponsoraftale med det danske energiselskab.

OK glæder sig over, at Slagelse Wolfpack har haft så stor succes med at tiltrække piger i en sportsgren, der hidtil typisk har tiltrukket drenge.

»Vi ønsker at give børn og unge de bedst mulige betingelser for at udfolde sig på præcis den måde, de ønsker. Uanset køn, alder og etnicitet,« siger Rasmus Boserup, der er pressechef for OK, og fortsætter:

»Derfor er vi glade for at se, at vores økonomiske støtte er med til at skabe et unikt fællesskab i det lokale miljø, og det er jo bare ekstra fantastisk, at Slagelse Wolfpack er så gode til at skabe optimale rammer for både drenge og piger, der ønsker at spille amerikansk fodbold.

Økonomisk støtte gør en forskel for Slagelse Wolfpack

Slagelse Wolfpack bruger sponsorstøtten fra OK til at købe træningsudstyr. Det er primært bolde, så alle klubbens hold får nye bolde til både træning og kampe.

»Jeg tror, det er vigtigt, at der er sponsorer som OK, der går bredt ud og rammer, så du kan få støtte, uanset om du er en lille eller stor forening. Når du som forening skal søge sponsorater, så kigger firmaer typisk på de store foreninger, og hvad der er kendt i lokalområdet,« siger René Gundsø og fortsætter:

»Når vi kommer ned i en lille forening som vores, hvor der ikke er så mange medlemmer, der kan bære de fælles byrder, så hjælper det, at vi kan få støtte, så vi kan reducere de omkostninger.«

Øverst: Slagelse Wolfpack. (Foto: OK). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.