Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Hele Danmark kan danse med lørdag aften, når DR blænder op for det store liveshow Dans Dans Dans. Slagelse er værtsby for Region Sjælland, og derfor sender DR dele af udsendelsen direkte fra det gamle posthus.
På lørdag kan hele Danmark se med, når Slagelse er en af fem værtsbyer DR sender direkte fra i live-programmet Dans Dans Dans.
Seerne skal danse med, hvis Region Sjælland skal vinde. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Slagelse er værtsbyen i Region Sjælland
Hele Danmark kan danse med på lørdag kl. 20.45, når DR blænder op for det store liveshow Dans Dans Dans, hvor der skal konkurreres om, hvilken region der kan danse mest fællesdans.
Slagelse er værtsby for Region Sjælland, og derfor sender DR dele af udsendelsen direkte fra det gamle Posthus i Slagelse, hvor Jannik Schow Petersen er vært. Han slår normalt sine folder på DR ULTRA.
»Vi er selvfølgelig enormt stolte af at være valgt som en af kun fem værtsbyer. Det er unik chance for at vise os frem for resten af Danmark, og derfor håber jeg, at hele byen vil bakke op og danse med, så vi sammen kan sætte Slagelse på landkortet,« siger Jørgen Andersen (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
Udover Slagelse er Aalborg, Svendborg, Herning og Hillerød også værtsbyer. Omdrejningspunktet for hele showet bliver DR Byen, hvor hoveddelen af showet bliver sendt fra. Men i løbet showet vil der blive stillet om til de fem værtsbyer.
200 gæster fra det lokale foreningsliv deltager
I Slagelse vil seerne kunne møde et publikum bestående af 200 gæster fra det lokale foreningsliv og de lokale danseskoler.
Meningen er, at de fem regioner skal konkurrere med hinanden om, hvem der kan danse mest fællesdans. Hvor meget der bliver danset, bliver registeret i appen DR Dans, og derfor skal så mange som muligt i Region Sjælland downloade appen og danse med hjemme i stuen, hvis Region Sjælland skal vinde.
»Jeg håber selvfølgelig, at så mange som muligt henter appen og danser med, så vi kan trække så meget opmærksomhed til byen som muligt. Men lige meget om vi vinder eller ej, så er det vigtigste det gode humør, og dét at alle kan være med. Så find det gode humør frem så vi sammen kan vise byen frem for resten af Danmark,« siger Helle S. Madsen, der er eventkoordinator hos Slagelse Erhvervscenter.
Udover æren ved at være den mest dansende region, så er der også et rejsegavekort til en værdi af 15.000 kroner på højkant til en seer, som bor i den vidende region.
Hele showet bliver sendt lørdag kl. 20.45 på DR1, og appen DR Dans kan downloades til både iPhone- og Android-telefoner.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.