Skoleelever i landsfinale for Unge Forskere

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – »Vores idé er nogle briller, hvor man kan sætte styrken til det, man skal bruge, så man ikke behøver at købe nye briller, hvis ens styrke ændrer sig,« fortæller Viktor Esmann, Clara Altenburg og Rouni Shoro fra Antvorskov Skole.

Elever fra Antvorskov Skole og Flakkebjerg Efterskole kvalificerede sig søndag til den nationale finale i Danmarks naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere. Det betyder, at de unge forskertalenter nu skal til København for at kæmpe om titlen som årets Unge Forsker 2022. Det oplyser Unge Forsker i en meddelelse.

Antvorskov Skole står klar med deres “shapbriller”

Viktor Esmann, Clara Altenburg og Rouni Shoro fra 8. klasse på Antvorskov Skole har et helt særligt forskertalent. Når finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, finder sted i København slut april, står de klar med deres gennemarbejdede forskerprojekt: “Shapbriller”.

Søndag gik de sammen med fem elever fra Flakkebjerg Efterskole med deres i alt fire projekter videre fra semifinalen i Region Sjælland til den prestigefyldte nationale finale efter overlegne præsentationer, der imponerede dommerne.

»Vores idé er nogle briller, hvor man kan sætte styrken til det, man skal bruge, så man ikke behøver at købe nye briller, hvis ens styrke ændrer sig. Brillerne skal indeholde en chip, som sidder i midten af brillerne, som er stemmestyret, så man for eksempel kan spørge om, hvor mange skridt man har taget eller, hvad klokken er,« fortæller Viktor Esmann, Clara Altenburg og Rouni Shoro fra Antvorskov Skole.

Det projekt imponerede den professionelle fagjury, der består af forskere, erhvervsfolk og gymnasielærere. Juryen bedømte blandt andet elevernes naturvidenskabelige arbejdsproces og deres evne til at formidle og perspektivere.

Verden har brug for variable langtidsholdbare løsninger

»Det er fint, at dette projekt sætter fokus på et problem, som mange mennesker har i hverdagen. Verden har brug for variable løsninger i stedet for masseproduktion af produkter med kort levetid. Denne gruppe har bygget prototyper, brugt modelleringsforsøg og inddraget eksperter,« lød motiveringen fra juryen.

I alt 21 projekter var i konkurrence på semifinaledagen. Også tre projekter fra Flakkebjerg Efterskole gik gennem nåleøjet hos juryen. Overskrifterne på forskerprojekterne var: Teflonerstatning, afmikroplastificering af havene via slim og lokal implementering af sensorteknologi.

Alle otte finalister skal nu videreudvikle og raffinere deres projekter. De går direkte videre fra den regionale sjællandske semifinale, der søndag blev afviklet hos ScienceTalenter i Sorø. Eleverne skal deltage i den nationale finale i København, hvor de skal konkurrere med andre unge fra hele Danmark om titlen som Årets Unge Forsker 2022 ved Science Expo den 24. – 26. april.

Her er mulighed for at vinde store kontante præmier og deltagelse i både EM og VM. Eleverne har på dagen deres egen stand, de skal medbringe en videnskabelig poster og holde en præsentation for juryen.

Talentkonkurrencen er arrangeret af Astra, det nationale naturfagscenter og H.K.H. Prins Joachim er protektor. I alt har 1.054 projekter fra hele landet været tilmeldt konkurrencen, inklusive tilmeldingerne til “Min Vildeste Idé”, som er en tegnekonkurrence for grundskolelever.

Øverst: Clara Altenburg, Viktor Esmann og Rouni Shoro fra Antvorskov Skole. (Foto: Unge Forskere). PM/roke

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.