Rejsegilde på Slagelse Friplejehjem

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – »At være en del af et fællesskab er godt for vores sundhed, det er godt for vores trivsel, og det øger vores livskvalitet. Derfor er sådan nogle byggerier rigtig, rigtig gode. Derfor håber jeg også, at Slagelse Friplejehjem vil blive fyldt med fællesskab, nærvær og hjemlighed, når byggeriet står færdigt,« lød det fra borgmesteren i Slagelse.

I går onsdag den 24. maj blev der fejret rejsegilde på Slagelse Friplejehjem, som står klar til at åbne dørene for beboere til februar 2024. Det skriver Danske Diakonhjem i en pressemeddelelse.

Opbakning fra ældrerådet og andre partnere

Pølsevognen holdt klar, og kransene hang højt på den store friplejehjemsbygning, som kommer til at rumme 63 plejeboliger og mange fine fællesrum og -faciliteter.

Byggeriets håndværkere holdt en velfortjent pause for at være med til rejsegildet, og mange lokale var også mødt frem, ligesom der var stor opbakning fra blandt andet ældrerådet og andre af byggeriet og det kommende hjems samarbejdspartnere i Slagelse Kommune.

Begejstring for det nye byområde

Fire træpaller oven på hinanden udgjorde en talerstol, og i talerrækken var blandt andet Slagelse Kommunes borgmester, Knud Vincent (V), som udtrykte begejstring for det nye byområde, som Slagelse Friplejehjem er en del af, og hvor man er klar til mange nye borgere.

»At være en del af et fællesskab er godt for vores sundhed, det er godt for vores trivsel, og det øger vores livskvalitet. Derfor er sådan nogle byggerier rigtig, rigtig gode. Derfor håber jeg også, at Slagelse Friplejehjem vil blive fyldt med fællesskab, nærvær og hjemlighed, når byggeriet står færdigt,« lød det fra borgmesteren.

Først og fremmest beboernes hjem

Dermed lagde han en fin bold op til den næste taler i rækken, Henrik Bøll Larsen, afdelingschef på Filadelfia og medlem af Danske Diakonhjems bestyrelse – for fællesskab, nærvær og hjemlighed vil netop være nogle af de bærende elementer på Slagelse Friplejehjem.

»Det er først og fremmest beboernes hjem, og vi ønsker, at hver enkelt, der flytter ind her på hjemmet, vil føle sig hjemme,« sagde Henrik Bøll Larsen og nævnte elementer, hvor hjemlighed var tænkt ind i indretningen allerede fra begyndelsen af projektet.

»Men i høj grad er det også vores tilgang til hinanden, som bidrager til hjemfølelsen – det her: “Ahh! Her føler jeg mig hjemme. Her vil jeg gerne være.” Det handler blandt andet om, at man bliver inddraget i beslutninger. At man bliver mødt med åbenhed, ligeværdighed og respekt. Og af smil hver dag. Selvom alt selvfølgelig ikke er sjov og ballade hver dag på et plejehjem, er det vigtigt, at der er masser af smil og latter, og vi vil inspirere til at leve livet og invitere ind i et favnende fællesskab,« fortalte han videre.

Fra alle talere lød der en stor tak til håndværkerne, og der blev takket for et gensidigt godt samarbejde mellem alle i byggeprojektet og Slagelse Kommune.

Fakta om Slagelse Friplejehjem

  1. Slagelse Friplejehjem står færdig i januar 2024 og er klar til at tage imod beboere i begyndelsen af februar 2024.
  2. Hjemmet rummer 63 2-værelses plejeboliger fordelt på 3 etager med 21 boliger på hver etage (1.-3. etage). Hver etage rummer også fælles opholdsarealer med spise- og opholdsstuer. I stueplan har hjemmet eget produktionskøkken, og der er også en fællessal til aktiviteter og arrangementer.
  3. Slagelse Friplejehjem er en del af det nye område, “Kvægtorvet”, som ligger nord for stationen, mellem Ndr. Stationsvej og Ndr. Ringgade.
  4. Hjemmet er en del af Danske Diakonhjem: https://www.slagelsefriplejehjem.dk/

Øverst: Slagelse Friplejehjem. (Foto: Danske Diakonhjem). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.