Slagelse.News – En pusher på knallert tiltrak politiets opmærksomhed, da han pludselig kom trillende i et villakvarter uden styrthjelm og med en passager bagpå.
Natten til søndag kl. 00.35 standsede politiet en mand, der kom kørende på knallert ad Vestervang i Slagelse uden styrthjelm og med en ulovlig passager bagpå. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Medbragte en hel del poser med hash
Manden, der åbenbart er 28 år, virkede noget påvirket, og tests afdækkede også, at hans promille var et pænt stykke over det tilladte, og samtidig var han påvirket af hash.
Det viste sig endvidere, at manden havde ændret sin knallert, så den kunne køre hurtigere end tilladt, og så havde han også fået frakendt sin førerret. Derfor blev han anholdt og sigtet efter flere overtrædelser af færdselsloven og for spirituskørsel.
Ved den efterfølgende visitation fandt betjentene en hel del poser med hash og ting, der indikerede, at han solgte hashen videre. Derfor blev han sigtet for salg af narko. Kammeraten, der sad bag på knallerten, havde også hash på sig, og han blev ligeledes sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Roland Magnusson / iStock). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.