Slagelse.News – Hashkunden havde sin mindreårige datter med på bagsædet.
I forbindelse med en ganske almindelig patruljering fredag aften kl. 18.23 på Parkvej i Slagelse By, lagde politiet mærke til, at en mand, der holdt i sin bil, tilsyneladende købte ulovlige stoffer fra en anden mand. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Politiet oprettede en socialrapport om barnet
Den 41-årige havde ganske rigtigt et par klumper hash på sig, og på bagsædet sad hans mindreårige datter. Den 41-årige blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer, og da det bestemt ikke er sundt for et barn at færdes blandt euforiserende stoffer, blev der oprettet en socialrapport.
Sælgeren råbte grimme ting efter betjentene
Ikke længe efter traf patruljen den mand, der formentlig havde solgt den 41-årige hash. Det drejer sig om en 21-årig mand fra Slagelse, som blev genkendt af patruljen, da han gik på Stenstuegade. Han havde 12 poser med i alt 18,3 gram hash og flere andre ting, der bestyrkede politiets mistanke til, at han solgte de ulovlige stoffer.
Derfor blev han anholdt og sigtet for salg af narko og taget med på politistationen til nærmere afhøring. Det var han tilsyneladende så utilfreds med, at han – da han lidt senere blev løsladt – råbte temmelig grimme ting efter politibetjentene på stedet. Så det udløste endnu en sigtelse – denne gang for fornærmelig tiltale.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.