Politisk begejstring over kommende handicapomklædningsrum

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – I 2020 besluttede Slagelse Byråd at godkende en renovering af Korsør og Slagelse svømmehaller, der indebærer flere udvidelser. Det blev samtidig bekræftet, at der bliver særskilte kønsneutrale handicapomklædningsrum. I dag udpeger byrådet en ny følgegruppe.

Den 25. maj 2020 besluttede Slagelse Byråd at godkende en omfattende renovering af Korsør Svømmehal og Slagelse Svømmehal, der blandt andet indebærer en udvidelse af Slagelse Svømmehal, wellness-område i begge svømmehaller og varmtvandsbassin i Korsør Svømmehal.

På optagelsen af byrådsmødet blev det desuden bekræftet, at der vil blive etableret særskilte kønsneutrale handicapomklædningsrum i forbindelse med renovering af svømmehallerne.

På byrådsmødet i dag den 31. januar 2022 skal byrådet udpege seks repræsentanter til den politiske følgegruppe. Deres opgave bliver blandt andet at sikre, at beslutningen i om 2020 kønsneutrale handicapomklædningsrum bliver ført ud i livet.

Usikkerhed om de særskilte handicapomklædningsrum

Beslutningen om kønsneutrale handicapomklædningsrum vækker politisk begejstring hos byrådsmedlem Christopher Trung (K), der dengang stillede forslaget om at de særskilte handicapomklædningsrum skulle indgå i renoveringen.

Forslaget blev vedtaget med fuld opbakning i byrådet tilbage den 25. maj 2020. Et byråd bestående af blandt andet Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale og SF.

På mødet var der usikkerhed om, hvorvidt de særskilte handicapomklædningsrum var en beslutning, som dog blev endeligt bekræftet af den fhv. borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S).

Læs også: “Tilgængelighed” handler ikke om handicappede? (2019).
Læs også: Glemmer udvalgsformand Jørgen Andersen de handicappede? (2020).

Undren over forsvunden beslutning om omklædning

Det vækker dog undren hos det 28-årige byrådsmedlem, da der til byrådsmødet den 31. januar ikke fremgår, at der kommer til at være noget særskilt handicapomklædningsrum.

»Jeg er blevet bekræftet i af Slagelse Kommune at det særskilte handicapomklædningsrum kommer til at være med, selvom det ikke står i den sag, som vi har på byrådsmødet. Så jeg har min tillid til forvaltningen og mine byrådskollegaer om at det selvfølgelig er med,« siger Christopher Trung.

De særskilte kønsneutrale handicapomklædningsrum er vigtige for at mennesker der eksempelvis grundet et handicap ikke kan klæde om på egen hånd, kan komme med i svømmehallen, selv hvis deres hjælper, forælder eller anden ledsager ikke er af samme køn.

Læs også: Glad for handicapomklædning, men efterlyser retssikkerhed (2020).

I perioden fra august 2020 til august 2021 har der været en politisk følgegruppe for renoveringen af svømmehallerne. Denne gruppe bestod af nuværende borgmester Knud Vincents (V), Jørgen Andersen (S), Jørgen Grüner (SF), Ann Sibbern (løsgænger), Lis Tribler (S) og Troels Brandt (RV).

Øverst: Slagelse Svømmehal. (Foto: Slagelse Kommune). Red/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.