Politiet stopper narkopåvirket chauffør med en kniv

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Politiet opdagede ved et tilfælde en bil på Rosenkildevej i Slagelse, og det viste sig, at føreren var påvirket af narko, bevæbnet med en kniv og ikke havde kørekort. Desuden var bilen set i forbindelse med et indbrud.

Mandag aften kl. 19.10 kørte en politipatrulje på Rosenkildevej i Slagelse, og den opdager en bil med høj hastighed i krydset ved Ndr. Ringgade.

Det lykkedes politiet at standse bilen lidt længere ude ad Sorøvej, og betjentene finder tre personer i bilen. Føreren var en 23-årig mand fra Bagsværd, og passagerne var en 21-årig mand og en 30-årig kvinde fra Slagelse.

Den 23-årige fører havde ikke noget kørekort, han havde en ulovlig kniv med, og han virkede også påvirket af stoffer. En narkometertest gav også udslag for kokain, da han blev testet lidt senere. Dertil kom, at den 21-årige mand fra Slagelse havde en klump hash på 10,5 gram.

Det viste sig endvidere, at bilen var set i forbindelse med et indbrud, der var sket på en ejendom lidt uden for Slagelse i lørdags. Der blev stjålet en lang række reservedele til biler.

De to mænd blev anholdt og sigtet for tyveri, og føreren af bilen blev endvidere sigtet for kørsel i påvirket tilstand, for kørsel uden førerret og for overtrædelse af knivloven. Den 21-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Herefter blev de to mænd taget med til afhøring på politistationen i Slagelse, og de blev løsladt igen klokken 22.57.

Arkivfoto: Rigspolitiet

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.