Nyt forskningscenter i Psykiatrien i Slagelse By

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – Psykiatrien i Region Sjælland har etableret et nyt forskningscenter “Center for Evidensbaseret Psykiatri”, som ligger på Psykiatrisygehuset i Slagelse By.

Bedst mulige behandling med færre bivirkninger

Patienterne i psykiatrien skal tilbydes den bedste undersøgelse og behandling. Behandlingen skal være baseret på forskning og have den største sandsynlighed for god effekt og færrest muligt bivirkninger.

Derfor har Psykiatrien i Region Sjælland etableret et forskningscenter, Center for Evidensbaseret Psykiatri. Centeret, der er det første og eneste i Danmark, ligger på Psykiatrisygehuset i Slagelse By.

Centeret skal udarbejde og opdatere undersøgelser, der samler og opsummere tilgængelig evidens, såkaldte systematiske reviews. Centeret skal desuden lave klinisk forskning, hvor de patienter (der siger ja til at deltage) tilfældigt udvælges til at modtage forsøgsbehandling eller kontrolbehandling.

Centret startede som forsøgsprojekt tilbage i 2016

Centeret blev allerede oprettet i 2016 som et forsøgsprojekt, men er nu en fast del af psykiatrisk forskningsenhed i Psykiatrien Region Sjælland.

»Vi har allerede oparbejdet en international ekspertise indenfor ADHD og personlighedsforstyrrelser, og vi vil nu beskæftige os med at undersøge den behandling, som tilbydes patienter med skizofreni,« siger Ole Jakob Storebø, der er leder af Center for Evidensbaseret Psykiatri, og fortsætter:

»Det er vigtigt, at centret er en del af Psykiatrien, da det sikrer en balanceret tilgang til resultaterne af forskningen. For at lave god evidensbaseret behandling skal man medinddrage lægernes erfaringer og patienternes præferencer. Det tager tid at lave god forskning, men der er ingen tvivl om, at arbejdet vil komme patienterne til gode.«

Tilknyttet stort internationalt og nationalt netværk

Der er tilknyttet syv personer til Center for Evidensbaseret Psykiatri. Centeret har et stort internationalt og nationalt netværk og vil blandt andet samarbejde tæt med Center for Evidensbaseret Medicin på Odense Universitets Hospital.

Centeret vil arrangere forskningsseminarer for fagfolk og undervisning – og er i gang med flere andre projekter. Blandt andet om personlighedsforstyrrelse, funktionelle lidelser samt et stort metodeprojekt, hvor effekten af forskellige typer af kontrol-interventioner i kliniske forsøg undersøges.


Øverst: Ole Jokob Storebø, adjungeret professor og seniorforsker, er leder af det nye center. Foto: Region Sjælland.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.