Slagelse.News – Nu bliver det muligt at komme med sine tomme flasker og dåser i en papkasse, plasticpose eller anden beholder og hælde det direkte i maskinen uden at være afhængig af de særlige pantsække.
Pantstationen på Japanvej i Slagelse bygges om og får ny teknologi. Fremover skal de tomme flasker og dåser hældes i en sluse, hvor de optælles og mases med det samme.
Du får pengene indbetalt med det samme. Det skriver Dansk Retursystem i en pressemeddelelse.
Slagelse Pantstation skal teste en helt ny teknologi
Dansk Retursystem, der driver det danske pantsystem, er ved at teste, hvordan det kan blive endnu lettere for forbrugerne at aflevere deres tomme dåser og flasker.
Fra mandag den 12. august kommer pantstationen på Japanvej 21 i Slagelse til at spille en vigtig rolle i den forbindelse: Den er nemlig udvalgt til at være en af to pantstationer, der bygges om for at teste en ny teknologi.
»Vi arbejder løbende på at gøre det mere bøvlefrit for forbrugerne at aflevere deres pant. Det seneste år har vi testet en mobil løsning kaldet Drop & Go, hvor forbrugerne kunne aflevere meget pant på én gang,« siger Marlene Fris, der er markedsdirektør i Dansk Retursystem, og fortsætter:
»Vi vil gerne se, om teknologien herfra kan bruges på pantstationerne, og det tester vi ved at ombygge pantstationerne i Slagelse og Høje Taastrup.
Nu skal du bare hælde flasker og dåser ned i slusen
Den nye teknologi gør det hurtigt og mere miljøvenligt at aflevere pant.
»Helt konkret hælder du dine tomme flasker og dåser ned i en sluse. Her bliver de talt og mast, og herefter bliver panten overført direkte til dig,« siger Marlene Fris og fortsætter:
»Det er en fordel for både forbruger, som får pengene hurtigere, og en fordel for os, fordi vi skal tømme stationen sjældnere, når dåser og flasker er maste, og de dermed fylder mindre. Når vi kører færre gange, er det også bedre for miljøet.«
Pantstationen er fortsat en løsning til de forbrugere, der gerne vil aflevere mange emballager på én gang så nemt og bekvemt som muligt.
Det nye er, at forbrugerne nu kan komme med de tomme flasker og dåser i en papkasse, plasticpose eller en anden beholder og hælde det direkte i maskinen uden at være afhængig af de særlige pantsække.
Mens den nye teknologi indbygges i pantstationen, kan der afleveres pant i den mobile Drop & Go-løsning, som står klar ved siden af pantstationen fra den 12. august 2019. Her får forbrugerne en forsmag på, hvad der venter dem, når ombygningen af pantstationen er færdig i løbet af efteråret.
Hvordan og hvornår kan man aflevere tomme flasker og dåser
- Slagelse Pantstation ligger på Japanvej 21 i Slagelse By, og der er åbent på alle dage fra kl. 10.00 til kl. 18.00.
- Du kan fortsat aflevere alle dåser og flasker med pant på i aluminium, plastik og glas. Du må også hælde dåser uden pant i slusen. Du får naturligvis ikke pant for dem, men du sikrer, at de bliver genanvendt.
- Når du indlæser dit kort ved afleveringen, får du pengene sat direkte ind på din konto næste bankdag. Så skal du ikke bekymre dig om pantbon eller kontanter.
- Hverken i Drop & Go eller i den ombyggede pantstation er det nødvendigt at bruge pantsække, da man hælder sin pantemballager direkte ned i en sluse. Du kan fortsat få pant for din pantsæk.
Øverst: Slagelse Pantstation på Japanvej 21 i Slagelse har åbent fra 10-18. (Foto: Dansk Retursystem). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.