Mindesmærket over de lokale faldne modstandsfolk

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Besøg mindesmærket over de 21 lokale faldne modstandsfolk, og tænd et lys i vindueskarmen kl. 20.36. »Lyset er et tegn på frihed og håb.«

Slagelse Arkiverne anbefaler en tur til Sct. Mikkels Kirke, hvor der står et mindesmærke over 21 lokale faldne modstandsfolk.

Mindesmærket blev skabt på baggrund af et lokalt udvalg, der ønskede at hylde de lokale helte. Sådan skriver Slagelse Arkiverne i et Facebook-opslag.

Du kan også tænde et lys i vindueskarmen kl. 20.36.

Flere modstandsfolk ligger på Sct. Mikkels kirkegård

Monumentet, der er placeret ved Sct. Mikkels Kirke på Rosengaden i Slagelse By, forestiller en død frihedskæmper, som er bundet til en henrettelsespæl. Monumentet er skabt af billedhuggeren Gunnar Slot og blev indviet den 29. august 1950.

Ved monumentet er der 21 mindeplader over de faldne modstandsfolk, som enten stammede fra Slagelse-egne, eller som udøvede modstandsarbejde i lokalområdet.

Du kan læse mere om Mindesmærket og de faldne modstandsfolk i en brochure, som blev udgivet af Slagelse Kommune i 2010. Du kan hente den på: arkiv.dk.

Nogle af de faldne modstandsfolk ligger på Sct. Mikkels kirkegård på Parkvej 1 i Slagelse By. De er markeret med et * i brochuren.

Kransenedlæggelsen ved Mindesmærket kl. 18.50

Traditionen tro er der igen kransenedlæggelse ved Mindesmærket i år. Det sker i aften den 4. maj 2020 kl. 18.50, men der afholdes ikke mindegudstjeneste på grund af coronapandemien.

Du kan overvære kransenedlæggelsen på afstand fra Rosengade. Det anbefales at følge myndighedernes anvisninger om at holde afstand til andre.

Montgomerys budskab i radioen for 75 år siden

Vi mindes, at Danmark blev befriet af de britiske styrker den 5. maj 1945 for 75 år siden.

Tyskerne underskrev kapitulationen i Montgomerys hovedkvarter på Lüneburger Heide den 4. maj kl. 18.30 – dog var Bornholm besat af russerne indtil den 5. april 1946.

Det blev meddelt til danskerne kl. 20.36:

»I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig,« lød det i radioen.

Det mindes vi ved at tænde lys i vindueskarmen kl. 20.36 (nogle tænder allerede kl. 20.30).

Traditionen opstod, idet danskerne rev deres mørklægningsgardiner ned og lod lyset trænge ud ad vinduerne, da de havde hørt beskeden fra London.

Læs også: Tænd et lys for vores frihed, håb og fremtid.

Vi kan med andre ord fejre 75-året for Danmarks befrielse, men en række kirkelige begivenheder landet over er aflyst på grund af coronapandemien.

I stedet opfordrer landets biskopper til, at man fortsætter traditionen med at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj. Det skriver de i en fælles besked:

»Lyset er et tegn på frihed og håb. På denne aften takker vi for vores eget lands befrielse og samtidig beder vi for fred og frihed for alle jordens folk. Det, der var en spontan reaktion den 4. maj 1945, skal vi bære ind i fremtiden, som et håb om frihed og fred i fremtiden.«

I anledning af 4. maj I dag anbefaler vi en tur til Sct. Mikkels kirke hvor der står et mindesmærke over 21 lokale…

Slået op af Slagelse ArkiverneMandag den 4. maj 2020

Øverst: Kransenedlæggelse ved Sct. Mikkels Kirke i 2019. (Arkivfoto: Slagelse Media). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.