Artiklen er opdateret for 12 måneder siden.
Slagelse.News – En københavner vidste angiveligt ikke, hvad han egentlig lavede i Skovsøgade, men politiet kunne så hjælpe københavneren med at kigge i hans bagagerum.
Tirsdag kl. 19.11 tjekkede politiet en 41-årig mand fra København, som holdt parkeret i Skovsøgade i Slagelse By, hvor han talte med en 23-årig mand fra byen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
50 små og 51 større kanonslag bag i bilen
Den 41-årige kunne ikke præcist redegøre for sit egentlige ærinde på stedet, og da politibetjentene undersøgte hans bil, fandt de et stort kanonslag i dørlommen, og i bagagerummet var der endvidere 50 små og 51 større kanonslag. Det ulovlige fyrværkeri blev konfiskeret, og den 41-årige blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Husk, at fyrværkeri skal omgås med forsigtighed. Det er ikke alle – herunder for eksempel dyr – der begejstres ved bulder, brag og lyseffekter, så tag hensyn. Og så er det i øvrigt også forbudt at bruge fyrværkeri, bortset fra i perioden fra den 27. december til og med den 1. januar. Du må også kun købe fyrværkeri i en begrænset periode fra den 15. december til og med den 31. december.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Ricochet64 / iStock). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.