March mod Ensomhed er på vej til Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Søndag den 20. august kl. 08.00 forlader Patrick Cakirli Rådhuspladsen i 4200 Slagelse, hvor han vandrer til Næstved. Er han alene, skal han stå stille.

Patrick Cakirli er gået gennem store dele af tilværelsen med ensomheden som sin eneste følgesvend. Sådan er det ikke længere. I dag går han bogstaveligt talt forrest i kampen mod ensomheden – og han er ikke alene.

Fra 7. august til 13. oktober går han 2.000 kilometer fordelt over 68 etaper, som bringer ham igennem hele Danmark, og han må kun gå fremad, hvis han har følgeskab. Det skriver March mod Ensomhed i en pressemeddelelse.

Patrick Cakirli skal stå stille, hvis han er alene

Når 32-årige Patrick Cakirli drager ud på sin 2.000 kilometer lange March mod Ensomhed, er konceptet, at han kun må gå fremad, hvis han har nogen at følges med. Er han alene, skal han stå stille. Et symbolsk benspænd, som har været definerende for March mod Ensomhed siden 2017, hvor Patrick Cakirli fandt på sit succesfulde koncept.

Siden da har titusindvis af danskere sluttet sig til marchen ude på landevejene, og alene i 2022 fik Patrick Cakirli følgeskab af mere end 9.000 mennesker i løbet af de 68 dage, turen varede.

»Jeg håber, at jeg kan være med til at nedbringe antallet af ensomme i Danmark og sætte fokus på problemet. Det er min drøm, at jeg med March mod Ensomhed kan bidrage til at skabe fællesskaber og give noget positivt til samfundet,« siger Patrick Cakirli og fortsætter:

»Da man indsamlede data under corona viste tallene, at 600.000 voksne og 20.000 børn i alderen 11-15 år oplever svær ensomhed. Det anslås, at 600.000 voksne oplever svær ensomhed. Ifølge Sundhedsstyrelsen koster ensomhed samfundet over otte milliarder kroner årligt. Det er ikke godt nok, og det skal vi gøre noget ved. Jeg håber, at jeg gennem min vandring kan være med til at aftabuisere følelsen af ensomhed samt inspirere andre ensomhedsramte til at række ud efter hjælp. Hvis jeg kunne gøre det, så kan andre også.«

March mod Ensomhed i Slagelse d. 19.-20. august

Lørdag d. 19. august kl. 08.00 forlader han Sct. Bendtsgade 1 i 4100 Ringsted, og han forventer at ankomme cirka kl. 16.00 på Rådhuspladsen 11 i 4200 Slagelse. Distancen er: 29,0 kilometer.

Søndag d. 20. august kl. 08.00 forlader han Rådhuspladsen 11 i 4200 Slagelse, og han forventer at ankomme cirka kl. 17.30 på Teatergade 8 i 4700 Næstved. Distancen er: 35,7 kilometer.

Se hele ruten på: www.google.com/maps.

Ensomhed Danmarks Landsindsamling

Patrick Cakirli står i regi af organisationen Ensomhed Danmark desuden bag Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som hvert år samler penge ind til fordel for et initiativ, der forebygger og afhjælper ensomhed.

I 2022 blev der indsamlet 217.000 kroner til organisationen Recovery Bulls, som er et stof- og alkoholfrit fællesskab for socialt udsatte.

I år støtter landsindsamlingen Livslinien – en civilsamfundsorganisation, som arbejder for at forebygge selvmord og selvmordsforsøg gennem telefon-, chat- og mailrådgivning.

Læs også: March mod Ensomhed støtter Livslinien.

Fakta om March mod Ensomhed 2023:

  • Den starter den 7. august 2023, og den slutter den 13. oktober 2023.
  • Ruten er 2.000 kilometer lang og fordeler sig over 68 etaper – uden hviledage.
  • Der vil være forskellige arrangementer i de byer, hvor marchen når i mål.
  • Deltagelse er gratis, og man bestemmer selv, hvor og hvor langt man vil gå med.
  • Tilmelding foregår på March mod Ensomheds Facebook-side.
  • Det er muligt at støtte March mod Ensomheds Landsindsamling via bankoverførsel (1686 3232619987) eller på MobilePay (425 000).

Øverst: Når Patrick Cakirli går landet rundt på sin March mod Ensomhed, er det for at sætte fokus på vigtigheden af fællesskab i kampen mod ensomhed – og for at samle penge ind til March mod Ensomheds Landsindsamling, der hvert år støtter et nyt initiativ, som forebygger og afhjælper ensomhed. I år går midlerne til organisationen Lislinien. (Foto: March mod Ensomhed). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.