Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – Magnus Rosendahl, der er nyudlært kok fra ZBC i Slagelse, vinder Oluf Brønnums Fonds Talentpris.
20-årige Magnus Rosendahl vinder Oluf Brønnums Fonds Talentpris – en pris der uddeles til en nyudlært kok, som har et håndværksmæssigt talent ud over det sædvanlige.
Med prisen følger et rejsegavekort på 50.000 kroner. Det skriver Oluf Brønnums Fond i en pressemeddelelse.
Elsker alle kokkefagets facetter fra tempo til tilsmagning
Trods sin unge alder er Magnus Rosendahl en fagligt stærk gastronom og en suveræn ambassadør for faget.
Han har allerede opnået stor succes, og hans talent og arbejdsomhed blev tirsdag honoreret, da Magnus Rosendahl modtog Oluf Brønnums Fonds Talentpris ØST.
Foruden Magnus Rosendahl, der har gået på ZBC i Slagelse, var yderligere fem nyuddannede kokke fra erhvervsskolerne i Hillerød og Valby nominerede til prisen, som blev overrakt på Scandic Falkoner.
Talentprisen udgør et rejselegat til en værdi af 50.000 kroner, der uddeles skattefrit til modtageren. De nominerede talenter, der ikke modtager årets talentpris, modtager et gavekort udstedt af Oluf Brønnum A/S.
Det var en glad vinder, der gik på scenen, hvor han fik overrakt prisen af bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond, Anders Brønnum-Schou.
»Det er en fed pris at få, og jeg er superglad,« lød det fra Magnus Rosendahl efter prisoverrækkelsen.
»Med sådan en pris åbner der sig mange muligheder, og legatet er en rigtig god hjælp til min plan om at komme ud at rejse. Og jeg glæder mig til verden åbner op igen,« uddybede han.
Magnus Rosendahl elsker alle fagets facetter fra tempoet til tilsmagningen – og ikke mindst gæsternes reaktion, når maden bliver serveret.
»Jeg har altid elsket at lave mad. Og jeg var ikke mere end 4 år, da jeg fik mit eget lille stykke urtehave, hvor jeg tydeligt kan huske, hvor spændende det var at lægge frø og følge udviklingen fra spirer til noget, vi rent faktisk kunne spise. Dér startede det for alvor,« fortæller Magnus Rosendahl.
Prisen blev overrakt på Scandic Falkoner 24. november 2020.
Magnus Rosendahl var en dygtig og kreativ elev i Kokkeriet
Magnus Rosendahl har haft sin egen kartoffelplante i sin farmors køkkenhave, og han kunne næsten ikke vente på, at det blev tid til at grave kartoflerne op.
Sammen med sin bror brugte han også utallige timer i køkkenet efter skole med at lave mad og bage – og det blev til mange varianter over temaet “pasta med tilbehør”.
At talentet – som han altså har dyrket, fra han var helt lille – er stort, beviste han også i elevtiden på Kokkeriet, hvor han imponerede Sammy Shafi.
»Magnus har uden sammenligning været den dygtigste elev, der har været igennem Kokkeriet i mine efterhånden 20 år her. Altid positiv, hjælpsom, yderst kreativ og den der som regel har høstet den største ros for sine serveringer. Jeg ville ganske enkelt ønske at der var flere som Magnus,« lyder det fra Sammy Shafi.
Fonden ønsker at øge opmærksomheden på kokkefaget
Oluf Brønnums Fond ønsker ifølge Anders Brønnum-Schou, der er bestyrelsesmedlem i Oluf Brønnums Fond og administrerende direktør hos Oluf Brønnum & Co. A/S med denne talentpris at sætte fokus på de håndværksmæssige uddannelser og i særdeleshed kokkefaget.
Oluf Brønnums Fond er stiftet af Kai Brønnum og Oluf Brønnum Schou i 1978. Fonden er ligeledes ejer af Oluf Brønnum & Co A/S, der har været toneangivende leverandør af køkkenudstyr og storkøkkener siden 1874.
»Fonden håber på at øge opmærksomheden omkring kokkefaget og få flere til at søge denne vej ift. uddannelse. Den gode madoplevelse kræver dygtige kokke – og de er en mangelvare på nuværende tidspunkt,« siger Anders Brønnum-Schou og fortsætter:
»Den udvikling skal vendes, så Danmark kan fastholde sin position som gastronomisk magtcenter, og vi som gæster også fremover har noget at se frem til, hvad enten vi besøger en restaurant, et hotel eller en kantine. Og den opgave vil vi gerne give vores beskedne bidrag til.«
Han håber at talentprisen kan bidrage til et lille konkurrenceelement mellem de mest flittige og ambitiøse elever, som kan øge niveauet yderligere. Samt medvirke til at skabe et netværk på tværs af skoler blandt de nominerede elever, som de vil kunne bruge gennem hele deres karriere, som forhåbentlig bliver inden for branchen.
Øverst: Magnus Rosendahl modtager Oluf Brønnums Fonds Talentpris. (Foto: Oluf Brønnums Fond). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.