Slagelse.News ─ Thomas Bilenberg fra Bilenberg El-Teknik i Slagelse er kåret som månedens håndværker i februar.
Thomas Bilenberg fra Bilenberg El-Teknik i Slagelse er kåret som månedens håndværker i februar af brugerne på håndværkerportalen Håndværker.dk, som har en million besøgende om året.
Kåringen af månedens håndværker sker på baggrund af anbefalinger fra kunderne på Håndværker.dk. Den håndværker, som indsamler flest gode anbefalinger, løber med titlen.
I februar måned har Bilenberg El-Teknik ifølge kunderne gjort det exceptionelt godt – derfor løber Thomas Bilenberg med kåringen. Det oplyser håndværkerportalen i en pressemeddelelse.
Hemmeligheden er personlig kontakt og god dialog
Thomas Bilenberg etablerede sit elektrikerfirma i 2008 og har siden da, med base i Slagelse, kørt over hele Sjælland – også ofte i København. Kundelisten tæller alt fra store erhvervskunder og boligforeninger til mindre opgaver i private hjem.
Men hvordan får man så glade kunder? Ifølge Thomas Bilenberg er hemmeligheden den gode kundekontakt.
»Jeg elsker den personlige kontakt til kunderne og prioriterer den løbende dialog højt. Når jeg har løst en opgave og ser et smil på kundens læber – ja, så findes der ikke noget bedre,« siger Thomas Bilenberg.
Titlen som månedens håndværker giver flere kunder
Hvad betyder det så, at kunderne på Håndværker.dk har kåret ham til månedens håndværker?
Ifølge Thomas Bilenberg er resultatet det, som alle selvstændige erhvervsdrivende nok drømmer om – flere kunder i biksen:
»Det er jo pragtfuldt, så er der jo flere og flere kunder, der ringer,« forklarer Thomas Bilenberg.
Anbefal og find dygtige håndværkere på portalen
Har du selv fået udført arbejde af en håndværker, og synes du, at vedkommende fortjener en anbefaling, så kan du give den på Håndværker.dk.
Hvis du derimod har en opgave, som du skal have løst, kan du søge efter dygtige og anbefalede håndværkere i lokalområdet på portalen.
Øverst: Thomas Bilenberg fra Bilenberg El-Teknik. (Foto: Håndværker.dk). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.