Slagelse.News – Der er Åbent Rådhus under Sct. Michaels Nat på fredag. Her kan børnene lave borgmesterkæder, og du kan snakke med borgmesteren, møde byrådsmedlemmer og høre jazz på taget.
Du kan lave borgmesterkæder, snakke med borgmesteren, møde byrådsmedlemmer og høre jazz, når du besøger Slagelse Rådhus i løbet af kulturnatten “Sct. Michaels Nat”.
Kulturnatten afholdes fredag den 27. september 2019. Det skriver Slagelse Kommune.
Børnene kan lave deres egen borgmesterkæde på rådhuset
Normalt er der kun en borgmester, som har æren af at kunne iføre sig en borgmesterkæde. Men til kulturnatten får alle børn, som besøger rådhuset, mulighed for at lave deres egen borgmesterkæde.
De vil blive hjulpet godt på vej af medarbejdere og børn fra Skovbrynet i Sørbymagle.
Borgmesterkædeworkshoppen er blot en af flere aktiviteter til kulturnatten, når Slagelse Kommune inviterer til Åbent Rådhus.
Her vil der også være mulighed for at få en snak med borgmester John Dyrby Paulsen (S) og flere byrådsmedlemmer, se flotte kunstværker fra Vasac og høre jazz med Slagelse Jazz Klub.
Sct. Michaels Nat er den største kulturnat uden for København
Som så mange gange før er Slagelse Rådhus åbent til Sct. Michaels Nat, når det igen er tid til den største kulturnat uden for København.
Tidligere år har der kun været åbent i kantinen, men i år vil der være aktiviteter for både børn og voksne fra kl. 18.00 til kl. 23.30.
Fra kl. 18.00 kan alle børn komme og lave deres egne borgmesterkæder med god hjælp fra børn og voksne fra daginstitutionen Skovbrynet. I trappeopgangen udstiller VASAC kunstværker, og udstillingen åbnes med en fernisering kl. 18.30.
Kl. 18.00 og 19.00 er der mulighed for at få en snak med borgmester John Dyrby Paulsen på hans kontor.
»Vi glæder os til at være en del af kulturnatten i år med et lidt anderledes program, end vi plejer. I år åbner vi nemlig op for mere af rådhuset og byder både børn og voksne inden for til blandt andet en sjov børneaktivitet, som vi er rigtig glade for, at Skovbrynet vil hjælpe med,« siger borgmester John Dyrby Paulsen og fortsætter:
»Jeg ser frem til at få en snak med alle, som kigger forbi mit kontor, og jeg håber rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at deltage i kulturnattens mange spændende arrangementer.«
Snak med byrådspolitikere og får mere at vide om byrådspolitik
Hvis du er nysgerrig efter at høre om, hvordan det er at være byrådsmedlem, så er der god mulighed for at blive klogere på byrådsarbejdet kl. 19.30 og 20.30.
Her vil byrådsmedlemmerne Britta Huntley (S), Lis Tribler (S), Troels Brandt (RV), Sofie Janning (S) og Christopher Trung (V) stå klar i byrådssalen og fortælle om, hvordan byrådet arbejder. Desuden vil de svare på spørgsmål.
Program for Åbent Rådhus kl. 18.00-23.30:
- Kl. 18.00 og 19.00 – Mød borgmester John Dyrby Paulsen på hans kontor
- Kl. 18.00-20.00 – Lav din egen borgmesterkæde på 1. sal
- Kl. 18.30 – Fernisering på udstilling med VASAC i trappeopgangen
- Kl. 19.30 og 20.30 – Mød byrådspolitikere i byrådssalen
- Kl. 20.00-23.30 – Jazzens Venner præsenterer Hot Society Orchestra i kantinen.
Traditionen tro er der også mulighed for at nyde udsigten fra rådhusets kantine og ikke mindst musikken, når Jazzens Venner præsenterer “Hot Society Orchestra”, som spiller frem til kl. 23.30.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.