Slagelse.News – Da en 55-årig kvindelig bilist fra Vemmelev holdt i et kryds i Slagelse By, blev hun ramt af en udenlandsk bil med en narkopåvirket fører.
Lørdag kl. 15.15 holdt en 55-årig kvindelig bilist fra Vemmelev i krydset Idagårdsvej/Skælskørvej i Slagelse By, da hendes bil pludselig blev ramt af en anden bil, så det venstre sidespejl blev flået af.
Udenlandsk bil med en 38-årig udenlandsk mand
Den anden bilist fortsatte sin kørsel over for rødt uden at standse op, men politiet fandt lidt senere frem til den anden bil, som holdt med en punktering på Studevej uden for Vemmelev. Det var en udenlandsk bil med en 38-årig udenlandsk mand ved rattet.
Manden virkede påvirket af stoffer, og da en narkometertest gav udslag for både amfetamin og methamfetamin, blev han anholdt kl. 16.02.
Færdselsforseelser og besiddelse af pot og amfetamin
Han blev samtidig sigtet for at være kørt fra et færdselsuheld, for at køre over for rødt og for en stribe andre færdselsforseelser.
Politiet fandt 4,8 gram pot og 4 gram amfetamin, og den 38-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 38-årige er fortsat anholdt efter bestemmelserne i udlændingeloven.
(Arkivfoto: Rigspolitiet).
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.