Korsørmanden idømmes livstid

Artiklen er opdateret for 5 måneder siden.

Slagelse.News — Den 33-årige mand fra Korsør (Philip Westh, også kaldet Korsørmanden) er idømt livstid for en række yderst alvorlige forbrydelser i Kirkerup, Sorø og Korsør.

Efter 13 retsmøder har byretten i Næstved afsluttet sagen mod den 33-årige mand, Philip Westh fra Korsør (Korsørmanden), der var tiltalt for en række yderst alvorlige forbrydelser i den såkaldte Kirkerup-sag. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Livstid på grund af sagens alvorlige karakter

Et nævningeting ved Retten i Næstved har i dag idømt Philip Westh fængsel på livstid på grund af sagens alvorlige karakter. Retten fandt ham skyldig i blandt andet:

  • Drab, forsøg på langvarig frihedsberøvelse, forsøg på voldtægt under særligt skærpende omstændigheder samt usømmelig omgang med lig i forbindelse med den 17-årige Emilie Mengs forsvinden fra Korsør Station i juli 2016.
  • Trusler med kniv, vold, forsøg på langvarig frihedsberøvelse samt forsøg på voldtægt af en 15-årig pige i Sorø i november 2022.
  • Grov vold, langvarig frihedsberøvelse, drabsforsøg, ulovlig tvang samt voldtægt under særligt skærpende omstændigheder af en 13-årig pige, der forsvandt i Kirkerup i april 2023.

En ualmindelig alvorlig og voldsom sag

»Der er tale om en ualmindelig alvorlig og voldsom sag, hvor de forurettede er meget unge. Det er selvsagt forfærdeligt det, de har været udsat for – det gælder både dem selv, deres pårørende og de efterladte. Det en sag, der har påvirket hele landet og lokalsamfundet i særdeleshed,« siger specialanklager Susanne Bluhm, der sammen med anklager Thea Høst har ført sagen for anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Det har været vigtigt for os som anklagere over de sidste mange uger at få fremlagt resultatet af politiets omfattende efterforskning i retten på en forståelig og ordentlig måde. Nu har retten truffet afgørelse – og vi er meget tilfredse med dommen og med, at der nu er sat et foreløbigt retsligt punktum i sagen,« tilføjer hun.

Den domfældte har under sagen erkendt dele af tiltalen vedrørende den 13-årige, men har ellers nægtet sig skyldig. Han valgte i forbindelse med domsafsigelsen at anke dommen.

Læs også: 32-årig tiltalt for drab, voldtægt og frihedsberøvelse.

Øverst: Philip Westh. (Skærmbillede: Facebook). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/xee5