Kødrøver i sort med mange hvide striber

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Politiet efterlyser en kronraget røver, der var iført sort hættetrøje med hvide striber på ærmerne, sorte træningsbukser med en hvid stribe langs siden og sorte sko med hvid sål søndag aften.

Søndag aften blev en dagligvarebutik på Korsørvej i Slagelse udsat for et butikstyveri, der udviklede sig til et røveri. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

30-40 år gammel og 185-190 centimeter høj

Kl. 20.05 kom en mand ind i butikken, hvor han styrede direkte mod køledisken. Der fyldte han en medbragt plasticpose med kød, hvorpå han ville forlade butikken uden at betale. Men han truede de butiksansatte verbalt, da de ville standse ham. Dermed blev tyveriet til et røveri.

Herefter kørte røveren bort i en bil, der holdt og ventede. Røveren beskrives som: Mand, lys i huden, 30-40 år gammel, 185-190 centimeter høj, almindelig af bygning og kronraget. Han talte dansk og var iført sort hættetrøje med hvide striber på ærmerne, sorte træningsbukser med en hvid stribe langs siden og sorte sko med hvid sål. Manden medbragte en gul Netto-pose. Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.