Jokokan er en kampsport for hele familien

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Jokokan Slagelse Karate Skole er Slagelses ældste kampsportsforening, og der er plads til hele familien.

Hvis du mangler en fritidsaktivitet, hvor du kan være sammen med dine børn uden at skulle holde øje med dem, så er Jokokan Slagelse Karate Skole lige noget for dig. Hele familien kan deltage i Jokokan.

Jokokan Slagelse Karate Skole er Slagelses ældste kampsportsforening, som igennem en række veluddannede instruktører tilbyder Jokokan. Men hvad er Jokokan?

»Jo, det er såmænd karate, som næsten alle kender til eller måske har en holdning til. Men lad os slå fast at karate, ikke bare er karate. Der findes rigtig rigtig mange versioner, udgaver og holdninger på, hvad karate er, og hvad korrekt karate skal være,« fortæller Søren Nielsen, som er leder af Jokokan Slagelse Karate Skole.

Flersporet elitekampsportssystem med 1.000 års historie

Jokokan Slagelse Karate Skole tilbyder træning i et flersporet elitekampsportssystem med 1.000 års historie i Japan. Systemet indeholder alle de klassiske samurai-kompetencer i både ubevæbnet og bevæbnet kamp.

»Med flersporet menes der, at man ikke kun vil lære at bruge hænder og fødder men faktisk hele kroppen og specielt sit sind,« uddyber Søren Nielsen.

Den uddannelse, som man går igennem, fra man starter, til man når sit sortbælte, er en meget bred uddannelse, hvori man får kendskab til og indblik i kampsportssystemer fra både Japan og Kina – heriblandt Tai Chi og Hsingi.

Der opnås også indsigt i og kendskab til traditionel våbenbrug, såsom Ken og Kotachi-jutsu (langt og kort sværd inklusive træk og kamp med sværdet), Jo-jutsu (mellemlang stav) og Yari-jutsu (spyd).

Dertil kommer Shiatsumassage (traditionel japansk massage, der bruger medianer og trykpunkter), sygdomslære, indre og ydre personlighedsudvikling samt en masse andet godt for selvværdet og helbredet. Det oplyser Søren Nielsen.

Velforberedte og dygtige instruktører med respekt og accept

Jokokan Slagelse Karate Skole er et åndehul langt væk fra den konkurrenceverden, som ofte kendetegner sport.

Alle bliver modtaget af positive, velforberedte og dygtige instruktører med respekt og accept. Her er plads til alle – voksne og børn, kvinder og mænd samt piger og drenge.

»Hos os bliver du mødt af god stemning, seriøse instruktører og et godt kammeratskab på tværs af alle aldersgrupper og køn – Det er nemlig vores værdisæt,« påpeger Søren Nielsen.

Jokokan Slagelse Karate Skole inviterer til gratis prøvetimer

Du kan bare møde op i Søndermarkshallen mandag eller onsdag kl. 18.00, og så får du tre gratis prøvetimer. Du skal blot have et åbent sind og gøre dit bedste.

Du kan finde flere oplysninger om træning, tider og steder på www.jokokan.dk – eller du kan skrive til e-mail shindenkan@mail.dk.

(Foto: Jokokan Slagelse Karate Skole).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.