Jasmin fandt sit første job i tech-branchen

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Slagelse.News – Kvinder er underrepræsenteret i techs og startups, men Jasmin fra Slagelse udfordrer statistikkerne ved at få sit første job i Eatie.

Flere undersøgelser viser, at kvinder er underrepræsenteret i tech og startups. Det skyldes måske, at mange kvinder hellere gør karriere i mere etablerede virksomheder og samtidig er underrepræsenteret inden for it-uddannelserne.

Jasmin Ayoub fra Slagelse udfordrer statistikkerne og har landet sit første job i en startupvirksomhed, der udvikler teknologier til restauranter. Det skriver Eatie i en pressemeddelelse.

Uddannelse i International Business Communication

Da Jasmin Ayoub fra Slagelse startede sin praktik i startup- og tech-virksomheden Eatie i januar 2019, blev hun overrasket over, hvor meget indflydelse hun kunne få i en startup-virksomhed selvom hun var nyuddannet.

»Som nyuddannet med begrænset erhvervserfaring fik jeg nok at se til fra dag et. Virksomheden er under konstant udvikling, og jeg oplevede at være med til at skabe værdi og udvikle tech-virksomheden allerede fra starten. Jeg blev ret overrasket over, at jeg kunne få lov til at sætte mit eget aftryk som praktikant,« fortæller hun.

Jasmin har en uddannelse i International Business Communication fra CBS og blev som mange andre nyuddannede mødt af ledighed. Hun fandt en praktikplads hos Eatie efter tre måneders ledighed.

Praktik førte til fastansættelse i Eatie fra maj 2019

Hos Eatie arbejder Jasmin med salg og marketing, og hun er med til at optimere og udvikle de daglige arbejdsgange. Det gælder virksomhedens tech-produkter, hjemmeside og salgsmetoder. I praktikken knoklede hun for hver dag, hvilket førte til fastansættelse i Eatie fra maj 2019.

»Vi vil rigtig gerne bidrage til mere diversitet i tech-branchen og ser, at dygtige, kompetente kvinder ikke altid får en chance i tech-virksomheder. Jasmin har givet den gas fra dag et, og derfor ønsker vi selvfølgelig at fortsætte det gode samarbejde ved at fastansætte Jasmin,« fortæller Morten Lie Jørgensen, direktør i Eatie.

Jasmin udgør sammen med tre andre kvinder en del af salgs- og marketingsteamet i Eatie – www.eatie.dk. Virksomheden har haft held til at få flere tusinde brugere til at downloade deres app og flere end 100 restauranter er allerede aktive på Eatie, herunder Manden og Konen, Alt’n Sushi og Roots4 i Slagelse.

Meget spændende at være en del af tech-branchen

Jasmin bruger hver dag næsten tre timer på transport til og fra sit arbejde hos Eatie i København. Men det er en tur, som hun tager med glæde, da hun ved, at der venter hende en arbejdsdag med masser af muligheder for personlig og faglig udvikling samt muligheden for at sætte sit eget aftryk på arbejdet.

»I Eatie, der samler over 6.000 restauranter og alle deres anmeldelser på internettet ét sted, får jeg mulighed for at udvikle produkterne til restauranter, teste vores online-bookingsystem og videreudvikle vores tech-løsninger,« fortæller Jasmin og fortsætter:

»Tech-branchen er en helt speciel branche, hvor der hele tiden er fokus på udvikling og optimering, og det er meget spændende at være en del af.«

Øverst: Jasmin Ayoub. (Foto: Eatie). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.