Slagelse.News – Bilka Slagelse bliver hædret med årets Handicappris for sin årelange indsats for at give borgere med særlige behov en mulighed for at lære arbejdsmarkedet at kende.
Bilka Slagelse har igennem mere end 20 år hjulpet borgere med særlige behov til at få et tilhørsforhold til en arbejdsplads. I dag arbejder der borgere med særlige behov mange steder i Bilka Slagelses store varehus. Den årelange indsats blev onsdag hædret med Handicapprisen 2024. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Bilka Slagelse er blevet hædret med Handicapprisen 2024 for sin mangeårige indsats for at inkludere borgere med særlige behov på arbejdsmarkedet. Siden 2001 har varehuset skabt muligheder for, at mennesker med særlige behov kan lære jobfærdigheder med støtte fra jobcoaches og kolleger. Målet er, at de på sigt kan arbejde på lige vilkår. Prisen blev overrakt af Handicaprådets formand, Ole Andersen, som roste Bilka for at skabe en rummelig arbejdsplads. Varehuschef Mark Rosenkrantz Stæhr udtrykte stolthed over indsatsen og taknemmelighed for samarbejdet. Med prisen følger et diplom og 10.000 kroner til medarbejderpleje.
En chance for at vise sine evner på arbejdsmarkedet
Onsdag blev det afsløret, at Bilka Slagelse bliver hædret med årets Handicappris. Bilka Slagelse får prisen for sin årelange indsats for at give borgere med særlige behov en mulighed for at lære et job at kende og en chance for at bevise deres værdi. Prisen blev overrakt hos Bilka i Slagelse af Handicaprådets formand, Ole Andersen
»At sikre inklusion af borgere med særlige behov kræver, at arbejdspladsen insisterer på, at det kan lykkes. At den rummelige arbejdsplads er noget man vil. Der har helt sikkert været sten, der har skulle ryddes af vejen, og meget at lære undervejs. Bilka har gået denne vej siden 2001, og det er i dag en fornøjelse, at borgere med særlige behov er værdsatte medarbejdere hos Bilka. Den indsats vil vi gerne anerkende, og det er derfor, at vi har besluttet at give Bilka Slagelse årets pris,« siger Ole Andersen, der er formand for Handicaprådet.
Målet er et fast arbejde på lige vilkår med de andre
Gennem de sidste 20 år har Bilka gjort det muligt for borgere med særlige behov at blive lært op med støtte fra en Bilka-medarbejder og en jobcoach fra Enhed for Specialundervisning og Beskæftigelse (SuB) i Slagelse Kommune. Herefter, hvis alt går godt, kommer borgeren til at arbejde på lige fod med det øvrige personale, om end der fortsat tages hensyn til særlige behov.
Fra Varehuschef i Bilka Slagelse Mark Rosenkrantz Stæhr lyder det:
»Det er en ære at modtage denne handicappris, som anerkender vores indsats for at skabe en inkluderende og tilgængelig arbejdsplads for alle. Jeg er meget stolt af mine kolleger i varehuset, som i samarbejde med vores dygtige jobcoaches fra SuB hver dag yder en stor indsats. Samtidig er vi utrolig taknemmelige for at få lov til at arbejde sammen med de fantastiske mennesker, der spreder så meget liv og glæde omkring sig. De gør hver dag en stor forskel for Bilka, kolleger og vores kunder,« siger varehuschef Mark Rosenkrantz Stæhr.
Udover æren, som følger med prisen, modtager Bilka også et diplom og en check på 10.000 kroner, som kan bruges til forkæle medarbejderne.
Øverst: Handicapprisen 2024 i Slagelse Kommune går til Bilka Slagelse. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.