Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – »Vi glæder os til at slå dørene op til det fede Trailcenter på Byskovvolden til åbningsfesten. Trailcentret har mountainbikespor med varierende sværhedsgrad, så der er noget for de fleste, både begynderen og den erfarne mountainbiker,« lyder det fra Slagelse MTB.
Slagelse Trailcenter åbner ved en åbningsfest lørdag den 27. august 2022 kl. 13, hvor alle er velkommen. Der er også en naturlegeplads på vej, for Slagelse Trailcenter har netop modtaget en donation fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond via Bilka Slagelse. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Samarbejde mellem kommune og den Slagelse MTB
Slagelse Trailcenter er Slagelse Kommunes nye idrætsanlæg for mountainbike-ryttere, løbere og andre natur-motionister. Og det er også for dig, der bare har hang til frisk luft og gerne vil have en oplevelse i det fri.
»Vi vil meget gerne være med til at fremme mulighederne for natur- og friluftsoplevelser i Slagelse Kommune, så vi er glade for at kunne støtte det her gode initiativ og være med til åbningsfesten. Det er rigtig smart tænkt at udnytte Byskovvolden til også at være et naturområde med masser af aktiviteter. Rigtig mange har også fået øjnene op for naturen, nu vi har siddet hjemme under corona, så forhåbentlig kommer der fuld gang i Slagelse Trailcenter,« siger Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Slagelse Trailcenter er opført på Byskovvolden i Slagelse som et samarbejde mellem Slagelse Kommune og den lokale forening Slagelse MTB. Slagelse Trailcenter er finansieret gennem 700.000 kroner fra Slagelse MTB’s fonds- og puljesøgninger, 2 millioner kroner fra Slagelse Kommune samt 100.000 kroner fra Slagelse MTB.
Ruter har udfordringer af varierende sværhedsgrader
»Vi glæder os til at slå dørene op til det fede Trailcenter på Byskovvolden til åbningsfesten. Trailcentret har mountainbikespor med varierende sværhedsgrad, så der er noget for de fleste, både begynderen og den erfarne mountainbiker. Udover mountainbikesporene er der anlagt stier på volden til gang og løb i samarbejde med Slagelse Motionsklub, faste orienteringsposter i samarbejde med Sorø orienteringsklub, samt en bålhytte og to shelters, som alle kan gøre brug af. Så der er noget for enhver smag, og vi håber, at det bliver taget godt imod. Vi har haft et godt samarbejde med Slagelse Kommune og vi glæder os til at komme i gang med at bruge faciliteterne for alvor,« siger Rikke Enevoldsen fra Slagelse MTB.
Udover mountainbikesporene er der anlagt stier på volden til gang og løb samt faste orienteringsposter, bålhytter, shelters og madpakkehuse, som alle kan gøre brug af.
Kom til åbningsfest lørdag den 27. august kl. 13
Der er åbningsfest lørdag den 27. august fra kl. 13.00 til 16.00 ved det nye trailcenter, som ligger på toppen af Byskovvolden ved Nykobbelvej i Slagelse. Alle er velkomne, og det er en dag med oplevelser for alle med interesse for mountainbike, trailløb, orienteringsløb og friluftsliv.
Snoren klippes kl. 13.00, og bagefter er der en rundvisning i trailcentret, hvor udvalgte mountainbike-ryttere giver en lille opvisning på sporene. Der er blandt andet besøg af Bob & Leth som har været med til at udvikle Slagelse Trailcenter, Anders Fallesen, der er en erfaren sporbygger, og Jonas Lindberg, som har været på det danske landshold i mountainbike. Derefter bliver der tændt op i bålhytten, hvor man kan få lidt at spise og drikke, og til sidst er der så fri leg på sporene for alle.
Den første begivenhed er allerede på trappen. Den 4. september er der nemlig Danmarksmesterskaberne i XCM, som er mountainbike marathonløb.
Naturlegeplads til børn og barnlige sjæle på vej
Udover alle de mange spændende muligheder, der allerede er på trailcentret, er der også en naturlegeplads på vej, hvor børn og andre barnlige sjæle kan boltre sig i det fri og lege på en legeplads, der udelukkende er lavet af naturmaterialer som for eksempel træ.
Slagelse Trailcenter har nemlig modtaget en donation på 200.000 kroner fra Købmand Ferdinand Sallings Mindefond via Bilka Slagelse til at etablere en naturlegeplads. Dermed kommer der snart endnu en aktivitet på trailcenteret for de mange børnefamilier i området. Donationen bliver overrakt ved et lille arrangement onsdag d. 24. august kl. 11.00 ved Slagelse Trailcenter.
Følgende fonde har, udover Slagelse Kommune og Slagelse MTB, bidraget økonomisk til opførelsen af Slagelses nye Trailcenter: DIF og DGI’s foreningsfond: 150.000 kroner, Friluftsrådet, puljen Flere ud i naturen: 250.000 kroner, Trelleborgfonden i samarbejde med Sydbank Slagelse: 100.000 kroner og Lokale- og anlægsfonden: 200.000 kroner.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/pele.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.