Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – »Vi har sat fokus på ensomhed, fordi vi kan se, at COVID-19 har udfordret borgere med handicap, som i forvejen ofte er ensomme. Hyggestuen er et godt eksempel på, at dygtige medarbejdere, der tænker kreativt, kan gøre en stor forskel for små midler,« lyder det fra handicaprådet.
Handicaprådet har i år ønsket at sætte fokus på ensomhed blandt borgere med handicap.
“Hyggestuen” vinder årets handicappris, fordi de er et godt eksempel på, hvordan der under COVID-19 tænkes kreativt og tages initiativ til at modvirke ensomhed blandt unge med handicap. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Vedligeholder sociale relationer og udvider venskabskredsen
Personalet på botilbuddene for unge med handicap på Rosenkildevej 67 og Kastanievej i Slagelse har med bidrag fra den lokale butik Møbel og Design stået bag initiativet “Hyggestuen”.
Det er et kreativt tiltag, der skal modvirke ensomhed blandt de unge beboere med handicap. COVID-19 har lukket de sociale klub- og dagtilbud, og derfor er initiativet sat i værk for, at de unge kan vedligeholde deres sociale relationer og udvide deres venskabskreds.
Rosenkildevej 67 er et bosted til 11 borgere fordelt på stueetage og første sal. Målgruppen er yngre mennesker i alderen 18-30 år med differentieret støttebehov. Bofællesskabet Kastanievej består af 18 lejligheder fordelt på to etager. Beboerne er unge borgere mellem 18 og 35 år med overvejende psykiske funktionsnedsættelser.
»Vi har sat fokus på ensomhed, fordi vi kan se, at COVID-19 har udfordret borgere med handicap, som i forvejen ofte er ensomme. Hyggestuen er et godt eksempel på, at dygtige medarbejdere, der tænker kreativt, kan gøre en stor forskel for små midler,« siger Ole Andersen, der er formand for handicaprådet.
Beboerne har hjulpet med at etablere og indrette Hyggestuen
“Hyggestuen” er et aktivitetsrum hvor de unge blandt andet kan spille PlayStation, brætspil og se fjernsyn sammen. Beboerne på de to botilbud har hjulpet med at etablere og indrette stedet, og det er blevet et samlingssted, hvor de unge kan hygge sig og møde hinanden. Det har givet beboerne et frirum.
»De unge har virkelig taget hyggerummet til sig, og tager ansvar for tingene og for at holde det pænt. Vi kan også se, at der opstår venskaber på tværs af de to botilbud. Det er jo fantastisk, hvad der kan ske, når medarbejdere tænker ud af boksen, og afprøver nye ting. Vi er stolte over, at Handicaprådet har valgt at anerkende vores arbejde,« siger Kathe Rothausen, daglig leder for Rosenkildevej 67 og Kastanievej.
Hun tilføjer, at pengene fra handicapprisen skal gå til aktiviteter i hyggestuen.
Fælles ansvar for at inddrage alle borgerne i fællesskabet
Prisen på de 10.000 kroner blev uddelt på International Handicapdag i går den 3. december, og med prisen er også en opfordring til alle om at huske, at borgere med handicap er mere udsatte for ensomhed end andre.
»Vi uddeler prisen på årets internationale handicapdag, men det er vigtigt at huske på, at ensomhed også findes de resterende 364 dage om året. Ingen bryder sig om at være ensomme, og derfor har vi et fælles ansvar for at inddrage alle vores borgere i fællesskabet,« siger Jørgen Andersen (S), der er byrådsmedlem og næstformand i handicaprådet.
Øverst: “Hyggestuen” vinder årets handicappris. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.