Slagelse.News – Hunden Frank kunne mærke, at noget var galt, da han gik tur med sin ejer en sen aften, hvor de passerede en ensom ældre kvinde på en kirkegård i Slagelse. Nu er Frank kåret som regional vinder i konkurrencen “Danmarks Dyrehelt”.
Hunden Frank kunne angiveligt mærke, at noget var galt, da han passerede en ensom kvinde på kirkegården. Kvinden havde slugt et glas piller og var nu i overhængende fare for konsekvenserne.
Hunden Frank er nu kåret som regional sjællandsk vinder i konkurrencen “Danmarks Dyrehelt 2019” for sin ihærdige indsats. Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.
Overbevisende sejr blandt 800 indstillede kæledyr
I går torsdag blev “Frank”, som er en ung fransk bulldog fra Slagelse, overrasket med gaver og lykønskninger.
Det var ikke hans fødselsdag, men en fejring af en heltegerning, som han udførte en sen aften for tre måneder siden.
Frank er udpeget som regional, sjællandsk vinder i Agrias landsdækkende konkurrence “Danmarks Dyrehelt 2019”. Han fik en overbevisende sejr, selvom der var over 800 indstillede kæledyr.
Hunden Frank hyldes for sin indsats en sen aften, hvor han og ejeren, Troels Hansen, var ude for at gå en tur på en nærliggende kirkegård – en gåtur der skulle vise sig at få skæbnesvanger betydning for en kvinde, som de mødte på turen.
Udover titlen som sjællandsk dyrehelt vinder Frank og familien 5.000 kroner, som de donerer til uddannelse af førerhunde hos Dansk Blindesamfund.
Nu går Frank videre til den landsdækkende finale, hvor han skal dyste mod de jyske og fynske regionale vinder i Agria Dyreforsikrings konkurrence om at blive hele Danmarks Dyrehelt 2019.
Havde slugt et glas piller og var klar til at dø
Troels Hansen og hunden Frank havde passeret en ældre kvinde, der sad alene på en bænk på kirkegården. Her havde hunden trukket i linen, fordi han åbenbart ville hilse på kvinden.
Troels Hansen ønskede derimod ikke at forstyrre hende og havde trukket Frank væk fra bænken. Men Frank havde insisteret på, at de skulle over for at hilse på.
Efter en lille hilsen havde Frank hoppet op på kvindens skød, hvorpå hun var brudt ud i gråd og havde givet hunden et stort kram. Troels Hansen havde derpå sat sig ned for at snakke med kvinden.
Pludseligt havde den ældre kvinde spurgt, om Troels Hansen kunne holde på en hemmelighed.
Kvinden fortalte angiveligt, at hun havde slugt et glas smertestillende og nu havde sat sig på kirkegården for at tage stille afsked med verden. Kvinden var flygtning, led af posttraumatisk stress og kunne ikke længere få sin økonomi til at hænge sammen.
Lige den hemmelighed kunne Troels Hansen ikke kan holde på, og han fik overtalt hende til at følges ad hen til sygehuset. Allerede ved indgangen til sygehuset kollapsede den ældre kvinde og måtte hjælpes ind af personalet.
Den ældre kvinde overlevede selvmordsforsøget, da hun fik hjælp i tide, men havde det ikke været for Franks stædige insisteren på at opsøge kvinden, havde hun højst sandsynligt ikke klaret den.
Puk Elgård: Eksempel på, at dyr binder os sammen
Konkurrencen “Danmarks Dyrehelt 2019” søger efter kæledyr fra hele landet, som udfører ekstraordinære gerninger for deres ejer eller på anden måde er helte i hverdagen.
Vinderen på Sjælland blev altså hunden Frank fra Slagelse. TV-værten Puk Elgård er en af dommerne, og hun har stor ros til den dygtige vinder og hans ejere.
»Hunden Frank var opmærksom på den ensomme dame. Han ville hen og undersøge, hvorfor hun sad der,« siger Puk Elgård og fortsætter:
»Heldigvis har Frank nogle rigtig gode mennesker som viste omsorg og medmenneskelighed da damen på bænken rakte ud efter dem. Frank skal være min Dyrehelt, fordi historien om ham og damen på bænken er et virkelig godt eksempel på, at dyr binder os sammen.«
Agria Dyreforsikring står konkurrencen, hvor pengepræmierne skal doneres til dyrevelgørenhed. Hele Danmarks Dyrehelt 2019 kåres i uge 44.
Øverst: Hunden Frank med sin præmie på 5.000 kroner, som han donerer til Dansk Blindesamfund. Franks ejere, Troels Hansen og Heidi Nielsen, er også med på billledet. Foto: Agria Dyreforsikring. (Foto: Agria Dyreforsikring). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.