Hotelgæster anholdt efter indbrud

Slagelse.News – Et par hotelgæster i Slagelse var åbenbart en form for indbrudsturister.

Søndag aften fik politiet en anmeldelse fra et vagtselskab om, at der havde været indbrud i et hus på Herthalund i den sydlige del af Slagelse By. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Ting på hotelværelset kan stamme fra andre indbrud

Vagten kunne konstatere, at en dør var brudt op, og at huset var gennemrodet, men at der ikke umiddelbart var stjålet noget.

På baggrund af overvågningsbilleder kunne politiet lidt senere anholde to mænd ved et hotel i Slagelse. En 28-årig mand blev anholdt klokken 22.07 og en 29-årig mand klokken 23.50. Der er ifølge TV2 Øst tale om OnlySleep Slagelse.

De to mænd er begge sigtet for indbrud, og ved en ransagning af et værelse på hotellet fandt politiet adskillige ting, som kan stamme fra andre indbrud. Det skal nu undersøges nærmere. De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør i retten senere mandag.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Hieronymus Ukkel / iStock). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/r0cv