Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Der oprettes en særlig filial på Antvorskov Skole, mens eleverne på Heldagsskolen bliver på skolen ude ved Nørrevangsskolen.
Ansatte, elever og forældre på Slagelse Heldagsskole kan ånde lettet op: Et forslag om at flytte Heldagsskolen ud på Antvorskov Skole bliver sparket til hjørnet af et bredt flertal i byrådet.
I stedet oprettes der en særlig filial, også kaldt for en satellit-ordning, på Antvorskov Skole, imens eleverne på Heldagsskolen fortsat bliver på skolen i de nuværende faciliteter ude ved Nørrevangsskolen. Det oplyser byrådsmedlem Christopher Trung (K) i en pressemeddelelse.
Ledelsen af satellitten varetages af heldagsskolen
Ændringen eller fredningen sker i form af en markant præcisering af det omstridte forslag:
»Det står klart at det har været lidt utydeligt hvad der mentes i det oprindelige forslag, hvor det kunne forstås, som Heldagsskolens elever skulle flyttes ud på Antvorskov Skole,« siger Christopher Trung og fortsætter:
»Det har aldrig været meningen, og derfor har vi fået præciseret forslagets ordlyd. Heldagsskolen, der ligger på den tidligere Nørrevangsskole udvides med en satilit, eller filial kan man også kalde det, på Antvorskov Skole. Ledelsen af satellit-ordningen varetages af heldagsskolens ledelse. Formålet er at knytte fagligheden fra heldagsskolen tættere på folkeskolen, men uden det skal gå ud over de børn, der går på Heldagsskolen.«
Satellit-ordningen på Antvorskov Skole bliver et nyt tilbud for børn, hvor det giver mening at være tættere på en almindelig folkeskole.
Det gav ikke mening at flytte ud på den største skole
Christopher Trung er glad for præciseringen, der kommer i forlængelse af den harske kritik som forslagets oprindelige ordlyd har været genstand for.
»Det giver ikke mening at skulle lukke Heldagsskolen ned og flytte eleverne ud på kommunens største folkeskole, og det har heller aldrig været planen. Det fremgår også af de tal, der ligger til grund for budgetforslaget, hvor tallene for at skulle flytte skolen aldrig har været indregnet,« forklarer Christopher Trung i pressemeddelelsen.
Udover Christopher Trung har flere byrådsmedlemmer fra flertalsgruppen været ude på de sociale medier og fortælle om præciseringen af forslaget. Heriblandt Jørgen Grüner fra SF.
Øverst: Antvorskov Skole. (Foto: Google Earth Pro). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.