Artiklen er opdateret for 4 år siden.
Slagelse.News – Fredag røg nogle meget unge mennesker hash i ventesalen på banegården. Søndag var de tilbage igen. Og natten til lørdag smadrede nogle andre unge en rude.
Fredag eftermiddag kl. 16.58 fik politiet en melding om, at der var en del unge mennesker, som sad og røg hash i ventesalen på Slagelse Banegård. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 14-årig virkede omtåget og medbragte hash
Politiet traf otte unge drenge og piger, da de kom frem. En 14-årig dreng virkede noget omtåget, og betjentene fandt også noget hash på ham. Derfor blev Slagelse Kommunes børneafdeling og drengens pårørende underrettet.
Politiet var igen forbi banegården søndag eftermiddag, og her traf politiet igen flokken af unge, som godt nok havde mundbind på – det var bare ikke trukket op foran munden. De blev derfor bedt om at forlade stedet.
Rude smadret på banegården i en anden sag
Natten til lørdag kl. 00.15 blev politiet i øvrigt kaldt ud til banegården i en anden sag. Nogle vidner havde set nogle unge knuse en rude i ventesalen.
Det varede ikke længe, før politiet fik fat i to piger på 15 og 16 år fra henholdsvis Korsør og Hadsten samt en ung mand på 19 år fra Slagelse. De blev alle sigtet for hærværk.
Øverst: Slagelse Banegård. (Arkivfoto: Slagelse Media). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.