Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – Mathias Steen Sørensen, der er nyuddannet mekaniker hos Hansen Biler Slagelse A/S, vinder Vestsjællands Lærlingepris.
Et fantastisk menneske og en guldlærling. Så flotte superlativer bliver der brugt om vinderen af DI Vestsjællands Lærlingepris 2021 – Mathias Steen Sørensen – der er nyuddannet hos Hansen Biler Slagelse A/S. Det skriver DI Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Nyuddannet mekaniker hos Hansen Biler Slagelse
Mathias Steen Sørensen er nyuddannet mekaniker hos Hansen Biler Slagelse A/S og på Mercantec i Viborg og har sagt ja til at fortsætte hos virksomheden. Og det er ikke uden grund.
21-årige Mathias Steen Sørensen har vist initiativ og engagement helt fra starten af sin læretid og imponeret både kolleger og ledelse gang på gang. Han har en imponerende evne til bevare overblikket selv i pressede situationer og klarer alle slags arbejdsopgaver til UG med kryds og slange.
»Det er en fornøjelse at uddele lærlingeprisen til Mathias. Høj faglighed, en god kollega og masser af initiativ – det kendetegner en indstilling og nogle kompetencer, som i den grad er vigtige. Mathias er en rigtig god rollemodel for andre unge – og viser at den faglærte vej har masser af gods i sig,« siger Steen Søgaard, der er medlem af bestyrelsen for DI Vestsjælland.
Mathias Steen Sørensen har sagt ja til at blive
Også hos Hansen Biler Slagelse A/S er der lovprisninger fra indehaver Nicklas Daugberg.
»Vi er meget heldige, at Mathias har været i lære hos os – og nu har sagt ja til at blive som mekaniker. At han i dag vinder DI Vestsjællands lærlingepris, er yderst velfortjent, for han er en guldlærling på mange måder.
Mathias Steen Sørensen har konstant søgt ny viden, taget selvstudiehæfter med hjem for at blive klogere og har fra starten af sit lærlingeforløb formået at udfordre både sine kollegaer og sine værkførere fagligt. Mathias Steen Sørensen bestod da også svendeprøven med et 12-tal.
Øverst: Rolf Ejlertsen, afgående formand Steen Søgaard, Mathias Steen Sørensen og Nicklas Daugberg. (Foto: Sigrid Wilbeck Hansen / DI Vestsjælland). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.