Gemte euforiserende stoffer på Fisketorvet

Slagelse.News — En yngre mand blev visiteret af politiet, som ikke fandt noget, men så fortalte et vidne, at manden havde rodet i beplantningen på Fisketorvet i Slagelse.

Mandag eftermiddag blev en 25-årig mand fra Slagelse anholdt og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

32 klumper hash lå i beplantningen

Anholdelsen skete, efter politiet havde fået en anmeldelse om, at der formentlig foregik noget salg af stoffer på Fisketorvet i Slagelse Midtby, og en patrulje kørte til stedet. Her mødte politibetjentene den 25-årige, men der blev ikke fundet nogle ulovlige genstande, da han blev visiteret.

Et vidne fortalte imidlertid, at den 25-årige havde taget nogle poser fra noget beplantning på torvet, og ganske rigtigt fandt politibetjentene også to små poser med i alt 32 klumper hash på 51,8 gram. Den 25-årige blev herefter sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og han blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen kl. 19.45.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/v878