Fribussen er navnet på en ny gratis buslinje

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Fribussen starter den 10. august, og den bliver gratis at køre med. Den kommer til at køre i en ringrute fra Slagelse over Havrebjerg – Bildsø – Kirke Stillinge – Hejninge.

Fribussen – det er navnet, som vores nye gratis buslinje kommer til at hedde. Det skriver Slagelse Kommune på Facebook.

Fribussen begynder at køre den 10. august 2020, og det bliver gratis for alle at køre med. Den kommer til at køre i en ringrute fra Slagelse over Havrebjerg – Bildsø – Kirke Stillinge – Hejninge.

Hovedformålet er skoleelever, men alle er velkomne

I maj måned udskrev Slagelse Kommune en konkurrence om navnet på den gratis bus. Kommunen fik over 100 navneforslag.

»Der var mange gode i blandt, så det var ikke en let beslutning, som dommerkomiteen skulle tage,« skriver kommunen, der samtidig oplyser, at de tre personer, som foreslog Fribussen, har fået besked på, at de har vundet et gavekort til gårdbutikken Dybkærgaard.

Den 10. august 2020 starter den nye buslinje med at køre i Stillinge-, Hejninge- og Havrebjergområdet. Den kommer til at afløse linjerne 438, 439 og 491, som kører sidste gang den 26. juni.

Læs også: Konkurrence: Hvad skal den gratis borgerbus hedde?

Til forskel fra de nuværende busser bliver den nye buslinje, Fribussen, gratis at køre med. Det vil sige, at du ikke behøver at købe billet for at køre med bussen.

Hovedformålet er at transportere skoleelever til og fra Stillinge Skole, Xclass og Trelleborg Friskole.

Borgerbussen Fribussens køreplan gælder fra 10. august

Fribussen kører alle hverdage mellem kl. 07.30-17.00. Dog ikke i skolernes ferier.

Tiderne i køreplanen er afgangstider (undtagen i Slagelse). I forhold til Stillinge Skole betyder det, at bussen om morgenen ankommer til skolen cirka 10 minutter før afgangstiden i køreplanen.

Bus A kører hele dagen: fra Slagelse busstation over Havrebjerg og Bildsø til Stillinge Skole.
Bus B kører om morgenen og om eftermiddagen: fra Slagelse busstation over Trelleborg og Stillinge Strand til Stillinge Skole. Om eftermiddagen er første afgang med Bus B fra Stillinge Skole kl. 13.20.

Se mere på: slagelse.dk/fribussen.

Egon’s Turist & Minibusser varetager driften af ruten

Det bliver den lokale vognmandsforretning Egons Busser, som får opgaven med at drifte busruten i forsøgsperioden.

Det vil sige, det bliver busser og chauffører fra Egons Busser, som passagerne vil møde, når bussen begynder at køre den 10. august.

Fribussen kommer til at køre som et forsøgsprojekt frem til december 2021, hvorpå projektet skal evalueres. Det fremgår af kommunens hjemmeside.

Øverst: Fribussen. (Illustration: Slagelse Kommune). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.