Fakta om udvisning af mor og hustru fra Filippinerne

(Artiklen er udgivet for omkring 7 år siden). 

Artiklen er opdateret for 7 år siden.

Reki er ni år og bor i Slagelse sammen med sin danske far og filippinske mor, men i onsdags blev hans mor hentet af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, fordi hun har fået afslag på familiesammenføring, og fordi hun dermed har ulovligt ophold i Danmark.

Reki er dansk statsborger og født i Danmark i 2008. Hans mor, Remelyn Gulane Ungui, er fra Filippinerne, og hun er gift med Rekis far, Kim Barner, fra Slagelse. De var blevet familiesammenført, men i juli måned i 2013 rejser familien til Filippinerne. På daværende tidspunkt havde hun opholdstilladelse i Danmark indtil maj måned i 2014.

Familien ender med at blive på Filippinerne i to år, hvorpå Kim Barner og deres søn, Reki, rejser tilbage til Danmark i juni måned 2015. Remelyn Gulane Ungui følger efter i august, hvor hun har fået besøgsvisum til Danmark. Derpå søger Remelyn Gulane Ungui om familiesammenføring i oktober måned.

Ægtemand fastholder sin henvisning til familiens enhed

Udlændingestyrelsen vurderer i maj måned 2016, at Remelyn Gulane Ungui opfylder kravet for en ny familiesammenføring, hvis hende mand, Kim Barner, stiller en økonomisk sikkerhed på 52.490,12 kroner. Det er der intet usædvanligt i.

Kim Barner oplyser til Udlændingestyrelsen, at han ikke vil stille økonomisk sikkerhed, fordi Remelyn Gulane Ungui har bestået Prøve i Dansk 2, og fordi de har et fællesbarn i Danmark.

Senere i maj skriver Udlændingestyrelsen, at de fastholder kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse, “idet parrets fællesbarn ikke havde opnået selvstændig tilknytning til Danmark, da han havde været udrejst og dermed ikke havde haft 6-7 års uafbrudt ophold i Danmark.”

Dog nedsætter Udlændingestyrelsen den økonomiske sikkerhedsstillelse til 20.995 kroner, fordi Remelyn Gulane Ungui har bestået Prøve i Dansk 2. Udlændingestyrelsen beklager, at den økonomiske sikkerhed ikke var blevet nedsat.

Herefter oplyser Kim Barner, at han ikke vil stille økonomisk sikkerhed, idet han henviser til familiens enhed. Derfor giver Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i november 2016. Udlændingenævnet stadfæster denne afgørelse i august 2017 og fastsætter Remelyn Gulane Unguis udrejsefrist til den 6. september 2017.

I november fastsætter nævnet udrejsedatoen til straks

Den 9. september 2017 anmoder Remelyn Gulane Ungui om genoptagelse af afgørelsen, men det afviser Udlændingenævnet den 7. november 2017, hvor de samtidig fastsætter udrejsedatoen til “straks”.

Remelyn Gulane Unguis partsrepræsentant klager til Folketingets Ombudsmand den 15. november 2017, men den 29. november oplyser ombudsmanden, at man ikke vil undersøge sagen, fordi sagen vedrørende klagen stadig var under behandling i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Parret forsøger at henvise til EU-Domstolens dom i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlængestyrelsen kommer derpå med en længere redegørelse, og de oplyser til Udlændinge- og Integrationsministeriet, at de vil vende tilbage over for Remelyn Gulane Ungui.

Men Udlændinge- og Integrationsministeriet færdigbehandler ikke klagen over Udlændingestyrelsen efter anmodning fra Kim Barner. Derfor meddeler Udlændinge- og Integrationsministeriet Kim Barner ved brev af den 9. januar 2018, at ministeriet ikke foretager videre i sagen.

Det betyder kort sagt, at Remelyn Gulane Ungui opholder sig ulovligt i Danmark, og derfor henter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Remelyn Gulane Ungui på parrets bopæl i Slagelse onsdag den 28. februar 2018.

Modelfoto: zoka74 / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.