Erhvervsliv bakkede op om jul for 169 gæster

Slagelse.News – »Faktisk var der så mange gode kræfter der tilbød at hjælpe til juleaften, at vi til sidst var nødt til at henvise til at lade andre initiativer få glæde af det. … Der var også en del frivillige, som ikke var med selve juleaften, men eksempelvis hjalp til i månederne op til, på selve dagen eller den efterfølgende morgen med oprydningen,« lyder det fra Christopher Trung Paulsen.

Julen handler om fællesskab, nærvær og glæde – og netop det blev fejret med stor succes i Kirkens Korshærs varmestue i Slagelse Midtby, i Kongehavecentret i Slagelse Midtby og i Kirke Stillinge Forsamlingshus, hvor alle steder var fyldt til bristepunktet. Arrangementet, kaldet Fællesjul, bød van tro på en varm og tryg juleaften for børn, voksne og ældre, der ellers ville have haft det ekstra svært juleaften. Det skriver Fællesjul ved Sammen Om Slagelse i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Fællesjul i Slagelse Kommune samlede 169 gæster til en varm juleaften i Kirkens Korshærs varmestue, Kongehavecentret og Kirke Stillinge Forsamlingshus. Lokale virksomheder som Harboe Bryggeri og Bilka sponsorerede gaver og forplejning, mens Dyhrs Skole donerede juletræer. Arrangementet, organiseret af Sammen Om Slagelse, blev støttet af frivillige og kommunen. Claus Balshøj stod for julemiddagen, mens frivillige sikrede planlægning og afvikling. Ifølge Kirkens Korshær gav arrangementet nærvær og fællesskab til udsatte på årets sværeste aften.

Sponsorer bag alt fra pakker til forplejning

For femte år i træk, med undtagelse af året under COVID-19, stod Claus Balshøj fra Kirke Stillinge Forsamlingshus i spidsen for tilberedningen af julemiddagen til de mange julegæster, der i år nåede op på 169. Der lyder en stor tak til Harboe Bryggeri, Bilka, Frejaland Brugskunst med flere i pressemeddelelsen:

»Et arrangement i denne størrelsesorden kræver lokal opbakning, og det blev i den grad leveret. Harboe Bryggeri sponsorerede massivt med sodavand og øl alle tre steder. Frejaland Brugskunst sponsorerede igen i år pakkelegsgaver og mandelgaver. Som en overraskelse var der også en særskilt gave til børnene der deltog, som Bilka i Slagelse havde sponsoreret en betragtelig del af. Dyhrs Skole donerede traditionen tro deres flotte juletræ, som blev transporteret til forsamlingshuset af Wilson Kloakservice ApS«, står der videre.

Derudover bidrog en lang række lokale virksomheder og foreninger såsom:

Lykke Blomst, Kirke Stillinge El-forretning, DLG Stillinge, Cafe Tidslös, Slagelse Båndtryk, Slagelse Fodpleje, Birkegårdens Haver og Familiepark, Enigheden i Tornemark, Husetvedhavet Design og Nordcenter Kiosken. Der var også flere der bidrog med private donationer. Dertil kommer, at Slagelse Kommune støttede arrangementet gennem puljen til § 18-midler.

Afsæt i målgruppernes særlige karakteristika

Traditionen tro havde Kirkens Korshær også sponsoreret, at de frivillige frit kunne benytte varmestuen juleaften til at sørge for juleaften til varmestuens brugere. Fra lederen af Kirkens Korshærs varmestue i Slagelse, Hanne Merete Pedersen, lyder der stor ros for samarbejdet om den fælles juleaften:

»Jeg glæder mig over projektet og finder samarbejdet om at holde juleaften meget meningsfuldt og givende. Varmestuen lægger rammer til og hjælper med tilmelding og Fællesjul står for selve arrangementet. Den form, som Fællesjul har nået frem til de seneste år, tager afsæt i de enkelte målgruppers særlige karakteristika og ressourcer. I varmestuen er det optimalt at kunne være på egen hjemmebane i kendte og trygge omgivelser. Alene muligheden for at være del af et fællesskab på en af årets sværeste aftener er en gave i sig selv. Det er så fint tænkt og værdifuldt,« forklarer Hanne Merete Pedersen.

Frivillige kræfter arbejder hele året rundt

Sidst, men ikke mindst, var der også i år stor tilslutning fra frivillige ildsjæle, der hjalp til med at stable arrangementet på benene.

»Faktisk var der så mange gode kræfter der tilbød at hjælpe til juleaften, at vi til sidst var nødt til at henvise til at lade andre initiativer få glæde af det, fordi vi ellers ville være for mange frivillige i forhold til hvad der var behov og plads til. Men vi sætter meget stor pris på, at folk rækker ud. Der var også en del frivillige, som ikke var med selve juleaften, men eksempelvis hjalp til i månederne op til, på selve dagen eller den efterfølgende morgen med oprydningen,« siger Christopher Trung Paulsen, der er initiativtager i Fællesjul og kasserer i Sammen Om Slagelse.

»Arbejdet i månederne op til december er mindst lige så vigtigt som arbejdet i selve december måned, fordi planlægningen, at finde sponsorer med videre tager tid og energi,« uddyber han til tilføjer:

»En stor tak skal der lyde til alle, der har været med til at sikre en fantastisk juleaften. Hvis man allerede nu går med tanker om at hjælpe til næste jul, er man meget velkommen til at henvende sig.«

Sammen Om Slagelse er holdet i Slagelse Kommune for dig, der vil bidrage med din tid til i fællesskab at gøre en forskel for lokale børn, unge og voksne, der har det svært. Vi er lokalt forankret og elsker Korsør, Skælskør, Slagelse og alt det omkringliggende. Se mere på www.sammenomslagelse.dk.

Øverst: Billedet viser de frivillige i Kirke Stillinge Forsamlingshus. (Foto: Christopher Trung). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/68jz