Slagelse.News – Ejeren af stetoskop.dk og Seagull Healthcare i Slagelse By, Anni Tolstrup-Christensen, fylder 60 år i dag.
Hvad har en brødrister og en blodtryksmåler med hinanden at gøre? En del. I hvert fald i fortællingen om Anni Tolstrup-Christensen, der i dag mandag den 25. maj fylder 60 år.
Startede karrieren bag disken i faderens isenkræmmer
For når man skal forstå, hvorfor ejeren af Slagelse-virksomhederne stetoskop.dk og Seagull Healthcare har fået så stor succes med at sælge medicinsk udstyr, må man en tur tilbage i tiden og vestpå til 70’ernes Herning.
Her havde Anni Tolstrup-Christensens far, som siden var med til at grundlægge kæden Inspiration, erhvervet sig byens store isenkræmmer, og snart stod datteren bag disken. I de år blev en grundlæggende passion for at købe og sælge del af hendes DNA.
Efter sin studentereksamen læste Anni Tolstrup-Christensen HA, tog en HD i regnskab, og sidenhen kunne hun også knytte en cand.merc.dat. på sit CV.
At det så i sidste ende blev stetoskoper og blodtryksmålere frem for skærebrætter og brødristere, handler lidt om de tilfældigheder, som et liv typisk byder på, og om at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt.
Det, som derimod går igen fra disken i Herning, er troen på, at den rigtige pris, god service og kvalificeret rådgivning er vejen frem.
Stort netværk af producenter af medicinsk udstyr
Anni Tolstrup-Christensen har gennem 15 år opbygget et stort netværk af producenter af medicinsk udstyr rundt om i verden.
Kina, Pakistan, USA, Italien, Holland og Storbritannien for at nævne nogle lande. Især samarbejdet med kineserne er omfattende og noget, som vestjyden sætter særlig pris på.
Kineserne er arbejdsomme, opfindsomme, omhyggelige, ja, rummer værdier, som hun selv kan spejle sig i, og som hun finder afgørende for sin egen succes.
Stetoskop.dk og Seagull Healthcare har under corona-krisen stået overfor en efterspørgsel som aldrig før. Termometre, stetoskoper og iltmålere er i købt hjem og solgt videre rundt om i Danmark hurtigere, end de næsten har kunnet følge med.
Kunderne er både private og professionelle såsom praktiserende læger, sundhedsklinikker, sygehuse og apoteker.
Vigtigt at få ekstraordinære ting til at ske – også i fritiden
Ord som “handlekraftig”, “effektiv” og “idérig” ligger først for, når
Anni Tolstrup-Christensen bliver bedt om udtrykke sine styrker som leder og som virksomhedsejer, og det med at få ting til at ske, er også vigtigt, når hun forlader direktørstolen.
I dag mandag den 25. maj byder nemlig på ikke bare én, men på to mærkedage. Det er også dagen, hvor hun har 50-årsjubilæum som medlem af De grønne pigespejdere – herunder en række år i landsledelsen.
»Det at møde alle de ildsjæle og få ekstraordinære ting til at ske, det tænder mig. Sådan er det også, når jeg driver forretning,« siger Anni Tolstrup-Christensen og tilføjer:
»Men også helt enkelt det at købe ind ude i den store verden, og så se, når det ruller ud over disken. Og få en god bundlinje – det driver mig altså også. Jeg har mange drømme for fremtiden, og dem skal der jo også være penge til.«
Privat er Anni Tolstrup-Christensen gift og har to voksne sønner.
Øverst: Anni Tolstrup-Christensen. (Foto: Wunderkind). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.