Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Danmarksmesterskabet afholdes over tre dage fra fredag til søndag, men allerede torsdag eftermiddag omkring kl. 16.15 vil der være gang i bymidten, når de deltagende bygarder går stjernemarch i byens gader.
Fra den 7. til den 10. juli bliver der masser af musikalske oplevelser i Slagelse By, når Slagelse Garden sammen med Landsgardeforeningen er værter ved DM for Bygarder 2022.
Konkurrerer om titlen som Danmarks bedste bygarde
Mere end 700 deltagere fra mere end 20 forskellige bygarder fra hele landet ankommer til Slagelse By torsdag den 7. juli. Her skal de hen over weekenden konkurrere om titlen som Danmarks bedste bygarde samtidig med, at de skal hygge sig sammen samt nyde fællesskabet og den fælles interesse for musik og garderliv.
»DM er altid en stor begivenhed for bygarderne. Det er noget, vi ser frem til og træner op til. Udover konkurrencerne er det også en mulighed for at mødes med andre bygarder, og der plejer at være en ganske særlig stemning, når vi samles til DM,« siger Jacob Berger Frederiksen, der er formand for Slagelse Garden.
De forskellige tattooshows er god underholdning
Konkurrencerne afholdes over tre dage fra fredag den 8. juli til og med søndag den 10. juli, men allerede torsdag eftermiddag omkring kl. 16.15 vil der være gang i bymidten. Her går alle de deltagende bygarder stjernemarch rundt i byens gader, inden de samles på Slagelse Stadion, Harboe Arena, til en flot åbningsceremoni.
I dagene efter går det løs med konkurrencer for tambourkorps, trommekorps, bymarch, brass band og harmoniorkester. Søndag slutter konkurrencerne med tattooshows på Harboe Arena, inden det hele afgøres ved afslutningsceremonien og præmieoverrækkelsen sidst på eftermiddagen.
»Stjernemarchen, åbningsceremonien og bymarchen er gratis for publikum, men de øvrige konkurrencer kræver, at man køber billet. Jeg kan helt klart anbefale, at man gør det, og tager ind for at overvære nogle af konkurrencerne. Der bliver simpelthen spillet en masse fantastisk musik og de forskellige tattooshows er virkelig god underholdning. Der er også juniorkonkurrencer uden for bedømmelse og en fri klasse fredag aften, hvor der også er comedy med Anders Fjelsted på programmet. Det er ikke kun en event for os, der er en del af gardermiljøet, der er virkelig en masse oplevelser for alle,« siger Jacob Berger Frederiksen.
Alle koncertkategorier afvikles i Spar Nord Arena Slagelse, og fredag d. 8. juli er det tambourkorps og trommekorps fra kl. 9.30. Bymarchen afvikles omkring Nytorv fra kl. 15.30. Lørdag d. 9. juli er det harmoniorkestre og brass bands der er i gang fra kl. 9.30. Søndag d. 10. juli er der tattoo/show-konkurrence på Harboe Arena Slagelse fra kl.12.30. Billetter til koncerterne og tattoo/showkonkurrencen kan købes via www.lgf.dk/DM.
Øverst: Danmarksmesterskabet for bygarder. (Foto: Landsgardeforeningen). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.