Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Det går gradvist i den rigtige retning for Slagelse Kommune i DI’s lokale erhvervsvenlighedsundersøgelse 2022.
Det går gradvist i den rigtige retning for de vestsjællandske kommuner i DI’s lokale erhvervsvenlighedsundersøgelse 2022. Den tidligere mønsterkommune Sorø falder dog betydeligt, mens Ringsted og Kalundborg nærmer sig den bedste tredjedel. Samtidig er Slagelse Kommune begyndt at rykke sig. Det skriver DI (Dansk Industri, red.) Vestsjælland i en pressemeddelelse.
Store ændringer blandt vestsjællandske kommuner
Odsherred rykker 13 pladser frem til nr. 75 efter mange år i bunden, Slagelse er ude af dødvandet og rykker 11 pladser frem til nr. 68. Holbæk flytter sig 2 pladser tilbage og lander som nr. 62. Ringsted er nu den bedst placerede kommune med et ryk på 13 pladser frem, som placerer kommunen som nr. 32. Kalundborg rykker imponerende 19 pladser frem og lander på en 43. plads, mens Sorø rykker 24 pladser i den forkerte retning og placerer sig midt i feltet som nr. 47 efter 7 år i top 30.
Læs mere om Vestsjælland på: www.zand.news/lokalt/det-gaar-den-rigtige-vej-for-vestsjaelland/
Slagelse vender udviklingen og bliver mere erhvervsvenlig
Efter fire år, hvor Slagelse har stået i stampe omkring en 80. plads, er der nu endelig fremgang. Kommunen rykker i år frem til en 68. plads. Årsagen skal findes i en flot fremgang i flere kategorier.
Det drejer sig blandt andet om en større tilfredshed hos virksomhederne med udbuddet af erhvervsgrunde med plads til udvikling og niveauet af kommunale erhvervsskatter, afgifter og gebyrer. Også kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne er blevet bedre, mens den stadig ligger flot i kategorien infrastruktur og transport.
»Det er positivt, at Slagelse er ude af dødvandet, og at det øgede fokus på at sikre et ordentlig udbud af erhvervsjord på en af landets mest attraktive placeringer giver pote. Men der er stadig ting, der skal arbejdes med. Særligt den overordnede erhvervsvenlighed og jobcentrenes samarbejde med virksomhederne skal forbedres,« siger Jan Bybjerg Pedersen, der er formand for DI Vestsjælland.
Erhvervsklimaet er en forudsætning for vækst og udvikling
»Det er vigtigt at have for øje, at det er erhvervslivet, der i store træk er forudsætningen for vores velfærd. For uden et sundt og stærkt erhvervsliv til at tjene pengene, er der ikke råd til den ønskede velfærd,« siger byrådsmedlem Christopher Trung (K) til Slagelse.News og fortsætter:
»Derfor er det positivt, at vi er rykket frem på DI’s rangliste over erhvervsvenlighed, fordi et godt lokalt erhvervsklima er en afgørende forudsætning for netop denne vækst og udvikling, som vi har brug for. I hvert fald hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at komme ud af den her økonomiske krisesituation som kommunen står i.«
Øverst: Genrefoto. (Foto: Kazuma Seki / iStock). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.