Slagelse.News – Da en 30-årig mand ville hæve penge i en bank i Slagelse, fandt politiet ud af, at han ikke var den 83-årige kvindelige kontoindehaver, som var ved at spærre sin konto.
Tirsdag eftermiddag blev en politipatrulje kaldt til Jernbanegade i Slagelse, hvor medarbejderne i en bank havde identificeret en mand, som hævede penge på et dankort, der var i færd med at blive spærret af indehaveren. Der var tale om en 30-årig mand fra Brønshøj, og han blev anholdt kl. 12.09 og sigtet for bedrageri. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.
Den 83-årige anede uråd og ringede til sin bank
Betalingskortets rette ejermand, der er en 83-årig kvinde fra lokalområdet, var blevet ringet op lidt tidligere samme dag. Det var en kvinde, som angav, hun ringede fra “banken”, og at det var nødvendigt at spærre den 83-åriges dankort på grund af nogle mistænkelige overførsler.
Det lykkedes den venlige bedrager at overbevise den 83-årige kvinde om, at hun skulle udlevere det til et “bankbud”, som kort efter afhentede kortet. Men den 83-årige anede uråd og ringede til sin rigtige bank for at spærre kortet, som netop i samme øjeblik blev brugt til at hæve et kontant beløb på.
Den anholdte havde da også den 83-åriges dankort og de hævede kontanter på sig, og han blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen kl. 13.59.
Politiet opfordrer til, at pårørende til ældre og til for eksempel andre mindre rutinerede internetbrugere tager en snak med dem om, hvad de skal gøre, hvis de får et opkald som beskrevet ovenfor. Et godt råd er, at man afbryder samtalen, og i stedet ringer til sine yngre pårørende, som kan hjælpe. Husk, at hverken banken, politiet, kommunen eller andre myndigheder ringer og efterspørger betalingskort, MitID, pin-koder eller lignende; og de kommer slet ikke ud til din bopæl for at hente dit kort. Udlever aldrig kort eller koder. Afbryd straks samtalen og lav et kontrolopkald til bankens hovedtelefonnummer eller til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.