Slagelse.News – Dyrenes Beskyttelse er med til at sikre cirkuselefanters pension – og at elefanterne får adgang til det fri i overgangsperioden, indtil det nye elefantanlæg står færdigbygget.
Med hjælp fra Dyrenes Beskyttelse er der nu endelig landet en aftale mellem Cirkus Arena og Cirkus Trapez på den ene side og regeringen på den anden side om overdragelse af de sidste cirkuselefanter i Danmark. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Aftalen på Christiansborg endte med snak og uenighed
De sidste danske cirkuselefanters fremtid har svævet i det uvisse, siden den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) indgik en aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om at forbyde eksotiske dyr i cirkus.
Den aftale udmøntede sig aldrig i et reelt forbud, da regeringen og de to cirkus ikke kunne blive enige om vilkårene for overdragelse af de fire cirkuselefanter Ramboline, Lara, Djungla og Jenny.
Læs også: Elefanter glemt og klemt i valgkampene.
Nu er parterne nået til enighed om en overgangsaftale
Nu er parterne nået til enighed blandt andet takket være et tilbud fra Dyrenes Beskyttelse om at bidrage til pasning og aktivering af dyrene samt etablering af et nyt udeområde hos Cirkus Arena.
Dermed får elefanterne adgang til det fri i overgangsperioden, indtil det nye elefantanlæg står færdigbygget. Perioden ventes at være på 6-8 måneder.
»Vi er meget glade i dag. Vi har arbejdet i mange år for at få elefanterne ud af cirkus, og vi ville være meget kede af at se det hele snuble på målstregen. I værste fald kunne elefanterne blive solgt til cirkus i udlandet, men med den løsning, der er lavet nu, kommer det ikke til at ske,« siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:
»Det er jo en lidt atypisk situation for os, men vi mener, det er nødvendigt at træde til for at sikre velfærden for Ramboline, Lara, Djungla og Jenny, samt sikre at en aftale kommer i hus. De stakkels elefanter har stået opstaldet længe nok og ventet på en afklaring. Det var en dyrevelfærdsmæssig helt uholdbar situation, som vi nu får udbedret.«
Udover håndsrækningen fra Dyrenes Beskyttelse har den nye fødevareminister, Mogens Jensen (S), hævet beløbet for elefanterne fra 7 millioner kroner til 11 millioner kroner til dækning af køb og udgifter i forbindelse med den tid, hvor elefanterne har stået opstaldet hos de to cirkus.
Læs også: Elefantpension på finansloven for 2019.
Alle interesserede kan søge om at overtage elefanterne
Der er endnu ikke taget stilling til, hvor elefanternes endelige hjem bliver. Den del bliver besluttet efter, at Miljø- og Fødevareministeriet har afsluttet en ansøgningsproces, hvor alle interesserede kan ansøge om at overtage elefanterne fra staten.
Dog er det kun zoologiske haver og andre slags godkendte dyreparker, der kan søge, da man skal have lov til at holde elefanter.
Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark arbejder for at etablere et nyt og moderne elefantanlæg som en del af Knuthenborg Safaripark, hvor cirkuselefanterne kan tilbringe deres otium under de bedste forhold. Det skriver Dyrenes Beskyttelse.
Cirkusdirektør glæder sig, men er ked af at sige farvel
»Vi er kommet frem til en rigtig fornuftig løsning, så elefanterne kan få det bedre. Vilde dyr hører ikke til i hverken en stald eller en manege, og når Folketinget åbner, vil jeg fremsætte forslag om ny dyrevelfærdslov, så vi endelig får forbudt vilde dyr i cirkus,« siger fødevareminister Mogens Jensen (S) og fortsætter:
»Det er gået hurtigt med at finde en løsning, og det har været muligt på grund af godt samarbejde både med elefanternes ejere, med Dyrenes Beskyttelse og med Folketingets andre partier. Det vil jeg gerne takke for.«
Direktøren for Cirkus Arena, Benny Berdino, er naturligvis både glad og ked af det.
»Jeg er ked af at skulle sige farvel til vores tre elefanter, men jeg glæder mig samtidig over, at de nu kan trække sig tilbage fra arbejdslivet og nyde et velfortjent otium,« siger cirkusdirektøren fra Slagelse.
Øverst: Elefant fra Cirkus Arena. (Foto: Dyrenes Beskyttelse). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.