Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – KW Betonteknik, der beskæftiger 45 medarbejdere på Rugvænget 3 i Slagelse, har netop fået overrakt en erhvervspris for sit bidrag til vækst og velstand i lokalområdet.
End ikke en verdensomspændende krise har kunnet slå det vestsjællandske enterprise- og betonrenoveringsfirma KW Betonteknik ud af kurs. Virksomheden er nemlig for femte år i træk lykkedes med at skabe kontinuerlig vækst og levere så stærke finansielle resultater, at den nu kåres som Succesvirksomhed 2022. Det oplyser “Succesvirksomhed 2022” i en pressemeddelelse.
Bidrager til vækst og velstand i lokalområdet
På baggrund af regnskaber fra mere end 350.000 danske virksomheder er vinderne af erhvervsprisen “Succesvirksomhed 2022” nu fundet. Prisen uddeles hvert år til de 200 små og mellemstore virksomheder i region Sjælland, der over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle parametre. Og da regnskabsperioden blandt andet bød på en global pandemi og svære vilkår for erhvervslivet, er der ekstra meget at fejre.
En af de nykårede vindere er Slagelse-virksomheden KW Betonteknik, der er specialister i entreprise, projektplanlægning og betonhåndværk. Virksomheden har nemlig leveret et særligt bidrag til vækst og velstand i lokalområdet og til dansk økonomi som helhed:
På trods af globale kriser og økonomisk usikkerhed
»Det er en dejlig anerkendelse i en svær tid, hvor de fleste har været påvirket af globale kriser og økonomisk usikkerhed. Derfor har det været afgørende for os, at vi har været i stand til at tilegne os medarbejdere og samarbejdspartnere, der er professionelle og pålidelige i det arbejde, de laver,« fortæller administrerende direktør Kasper Wittendorff og fortsætter:
»Vi har stort fokus på at finde og skabe kompetent arbejdskraft, og selvom vi ikke har konkrete målsætninger om vækst, så er det fulgt med som resultat af vores strategi. Vores succes bunder også i, at vi er omstillingsparate, og at vi adresserer udfordringerne, så snart de opstår. Derfor er denne erhvervspris også et kæmpe skulderklap til de medarbejdere, der er professionelle og hver dag udfører et solidt og pålideligt stykke arbejde i denne uforudsigelige tid.«
KW Betonteknik, der beskæftiger 45 medarbejdere på Rugvænget 3 i Slagelse, har netop fået overrakt erhvervsprisen bestående af en vinderstatuette og et diplom som et synligt bevis for deres indsats.
Det er Spar Nord og BDO, der for fjerde år i træk hylder de danske små og mellemstore succesvirksomheder, som kontinuerligt formår at skabe vækst, stærke finansielle resultater og tager det lange seje træk. Foruden de lokale hyldester bliver alle vinderne hædret til regionsfinale tirsdag den 1. november på Ledreborg Slot i Lejre, hvor den absolut bedste succeshistorie i regionen udpeges.
Øverst: KW Betonteknik. (Foto: Succesvirksomhed 2022). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.