Bamlede ind i parkerede biler og en lysmast

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – En 39-årig spritbilist ramte både det ene og det andet, da han forsøgte at køre hen ad Smedegade.

I går aftes kl. 20.34 kom en varebil kørende i vestlig retning ad Smedegade i Slagelse Midtby, men så gik det helt galt. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Alkometertestet viste en del over det tilladte

Varebilen ramte to parkerede biler og en lysmast, så lysmasten ligefrem væltede ned over en tagryg.

Politiet blev tilkaldt, og betjentene fik fat i manden, der havde ført varebilen. Det var en 39-årig mand fra byen, som blev alkometertestet til en del over det tilladte. Derfor blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Der blev sendt ambulancer til Smedegade, men heldigvis kom ingen personer til skade ved sammenstødet, men de to biler, lysmasten og taget fik en del skader.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.