Artiklen er opdateret for 2 år siden.
Slagelse.News – Tre gange måtte politiet have fat i den samme mand. Først i Svendsgade i midtbyen, så på Slagelse Banegård og så igen på Sorø Station.
Natten til mandag fik politiet flere anmeldelser om en mand, der tilsyneladende ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Først var der blevet hørt høje råb og skrig fra et område ved Svendsgade i Slagelse Midtby. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Sigtet efter ordensbekendtgørelsen og anholdt
Omkring kl. 03.00 fandt en patrulje ved Svendsgade frem til en 29-årig mand fra Toreby, som gik rundt i området. Han erkendte, at han nok havde larmet lidt, og betjentene bad ham være stille og opfordrede ham til at gå hjem.
Men det gjorde han ikke. I stedet tog han ned på Slagelse Banegård, hvor han fortsatte med at råbe, og samtidig smadrede han også en rude på stedet. Så politiet blev igen tilkaldt, og denne gang blev den 29-årige udstyret med meget tunge alvorsord og en sigtelse for hærværk.
Men det afskrækkede ham tilsyneladende ikke, for i toget på vej til Sorø lavede han igen ballade og var voldsom og råbende. Desuden havde han heller ingen billet. Så en politipatrulje tog imod ham på Sorø Station, hvor han blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Rigspolitiet). DR/lale.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.