Alzheimerforeningens frivillige i Slagelse mangler indsamlere

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Alzheimerforeningens frivillige i Slagelse går på gaden for at samle ind til mennesker med demens lørdag den 21. september, men der er behov for endnu flere frivillige.

Vis din opbakning til mennesker med demens, når Alzheimerforeningens frivillige i Slagelse går på gaden for at samle ind til mennesker med demens lørdag den 21. september 2019.

500.000 danskere er direkte eller indirekte berørt af demens

Kender du nogen med demens eller støder du nogle gange på mennesker med demens i din hverdag? Chancen, for at du gør, er høj, for lige nu er omkring 500.000 danskere berørt af demens – enten fordi de selv har sygdommen eller er nære pårørende til én med en demenssygdom.

Og hvis du kender nogen med Alzheimers eller en anden demenssygdom inde på livet, ved du også, at det er en af de mest opslidende sygdomme der findes – både for de pårørende, og den der er ramt.

»Når demens rammer, er det en omvæltning for alle i familien. Man siger farvel til meget af det velkendte og goddag til en helt ny livssituation, der desværre oftere bliver mødt med fordomme end forståelse,« fortæller formanden for Alzheimerforeningen, Birgitte Vølund, og fortsætter:

»Og der er ingen vej tilbage, for der findes ingen kur mod demens – ikke endnu. Alligevel er det muligt at leve et godt liv med demens – det kræver blot støtte, forståelse og håb.«

»Mit største ønske er, at der kommer en kur en dag«

Når hundredvis af frivillige går på gaden over hele landet, lørdag den 21. september 2019, kan du være med til at vise din opbakning ved at støtte Alzheimerforeningens forskningsaktiviteter og det daglige arbejde for at hjælpe mennesker med demens og deres pårørende.

Læs mere og tilmeld dig som indsamler på: huskedagen.dk.

»Mit største ønske er, at der kommer en kur en dag. Hvis ikke for mig, så for andre i fremtiden. Derfor håber jeg, at der vil blive samlet en masse ind til forskning i demens,« fortæller Birger Veber.

Birger Veber fik konstateret Alzheimers sygdom for fire år siden, da han var 63 år.

»Når man får demens, mister man meget af sin frihed. Man er afhængig af andre mennesker hele tiden. Det er svært. Derfor betyder det rigtig meget for mig – og min kone – at der findes tilbud, hvor jeg stadig kan komme ud og opleve noget, og hvor folk forstår mig og min situation,« fortæller han.

Stor mangel på indsamlere i Slagelse den 21. september

»På nuværende tidspunkt er vi kun 10 indsamlere i Slagelse, og derfor vil det gøre en forskel hvis folk har lyst til at bruge små tre timers tid på at samle ind sammen med os. Det er så vigtigt det her,« fortæller indsamlingskoordinator i Slagelse, Christopher Trung.

Hvis du vil være med til at give håb og sikre tilbud og rådgivning til Birger og andre med demens og deres pårørende i fremtiden, så kom på gaden og støt Alzheimerforeningens arbejde den 21. september.

Mødested: Slagelse Bibliotek, lokale 1, lørdag den 21. september kl. 11.00-14.00.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Alzheimerforeningen). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.